Heste over 14 år kan have dårlige tænder

 07.10.2017 07:01 | By Brian nielsen23

Vi ved allesammen, at vi skal passe ekstra godt på de ældre heste - men vidste du også, at det er en god idé at tage røntgenbilleder af tænderne, når hesten er over 14 år gammel?

Af Mette Uldahl, dyrlæge Vejle Hestepraksis

I Vejle Hestepraksis oplever vi, at der er et stigende antal hesteejere, som beholder deres heste, til de er langt oppe i alderen. Det er først og fremmest rigtigt dejligt at følge med i, hvordan heste og ejere følges ad gennem livet i en lang årrække, men det stiller også nogle anderledes krav til, hvordan vi varetager de ældre hestes sundhed.

Hos ældre heste holder vi øje med, om der opstår symptomer på nogle af de kendte aldersbetingede tilstande, som vi ved, de har en øget risiko for at lide under. Et af hovedområderne, hvor heste kan få aldersbetingede problemer, er tænderne. De kan få caries (huller i tænderne), med øget risiko for at tænderne knækker inde i munden på hesten. Når vi laver regelmæssige tandeftersyn på hestene, holder vi øje med, om der er ved at opstå caries eller komplikationer til caries.

Heste kan også få mere skjulte tandproblemer: tandrødderne kan opløses (resorption) eller der kan dannes ekstra væv omkring roden (hypercementosis, også kendt som tandsygdommen ”EORTH”). Begge tilstande forekommer i hestens fortænder og udvikler sig gradvist. Det giver med tiden hesten smerter, i starten skjult, men det udvikler sig gradvist. Det ses langt oftest hos ældre heste, men kan også forekomme hos yngre heste.

Da tendensen med at hestene bliver ældre end før er under udvikling, er vores viden om disse sygdomme samtidig under udvikling. I fagbladet ”Equine Veterinary Journal” er der lige offentliggjort en undersøgelse fra USA, som kortlægger forekomsten af tandsygdomme i hestens tandrødder, som er synlige på røntgen. I undersøgelsen tog man røntgenbilleder af fortænderne på en gruppe af 169 heste i alderen fra 5 år og op til over 25 år. Hestenes ejere fandt, at hestene var sunde og raske forud for undersøgelsen.

Man tog røntgen af hestenes fortænder, som efterfølgende blev klassificeret som normale eller med forskellige grader af ændringer (resorption og hypercementosis). Herefter så man på forekomsten af ændringer i de forskellige aldersgrupper. Der blev fundet to forskellige typer af opløsning af tandrødderne (resorption): ”external replacement resorption” (76,9% af hestene) og ”external inflammatory resorption”  (49,1% af hestene). Det er vigtigt, at skelne mellem de to typer, da det kun er ”external inflammatory resorption”, som er behandlingskrævende.

Samtidig fandt man dannelse af ekstra væv omkring tandrødderne (hypercementosis) hos 20,7% af hestene. Hypercementosis blev kun fundet hos heste, der også havde en grad af resorption. Der blev vist en helt klar sammenhæng mellem en høj alder hos hesten og øget forekomst af tegn på sygdom i tandrødderne.  Dyrlægerne bag undersøgelsen anbefaler på den baggrund, at heste over 14 år får taget rutinemæssige røntgenbilleder for at følge med i, om der opstår problemer med tandrødderne.

Undersøgelsen viser altså, at man ved at tage røntgenbilleder af hestens fortænder kan se, om den har begyndende tandrodsproblemer, og hvilken type det drejer sig om. Hvis der er tale om begyndende opløsning af tandrødderne (resorption) ved man, at risikoen for at hesten udvikler den smertefulde tilstand ”hypercementosis”, også kaldet ”EORTH” er større.

Både opløsning af tandrødderne og dannelsen af ekstra væv kan være smertefuldt, og man får derfor på et tidligt tidspunkt information om, om hesten eventuelt går med begyndende skjulte smerter på grund af en behandlingskrævende tilstand.

I praksis har vi flere eksempler på ældre heste, vi har behandlet for disse skjulte tandrodsproblemer, hvor ejerne efterfølgende kan fortælle, at hestene blomstrer op efter behandlingen, fordi de ikke længere har ondt.

Tandrødder.png 

 Røntgenbillede af tandrødderne hos en 21 år gammel vallak med fremskreden opløsning af tandrødder og dannelse af ekstra væv (EORTH)

 Tandkød.jpg

 

Hos nogle heste kan man se forandringer på tandkødet, når tandrødderne er syge, men det er som regel langt henne i forløbet, hvor hesten i en længere periode har gået med skjult smerte.

 

 Dyrlæge.jpg

Klargøring af hoppe på over 20 år inden fjernelse af fortænderne

 Tænder.jpg

Fortænder, der er trukket ud på ældre vallak, med forskellige grader af EORTH forandringer af rødderne.