Vi kæmper for westernridning i Danmark

 13.03.2018 08:00 | By Marie Helene Rigård Rohleder

Familien Møller driver westerncenteret Kumlegaard tæt på Roskilde.

De havde kompetencer, mulighederne og lysten. Familien Møller driver i dag et stort westerncenter nær Roskilde med opstaldning, undervisning, clinics og avl af american quarter horses.

Af Marie Rohleder

For enden af en lang grusvej med buskads til din venstre side og store græsfolde til din højre side ligger Kumlegaard.

Kumlegaard er et westerncenter med dertilhørende opstaldning, privat undervisning, avl og stævner. Og i spidsen af det store foretagende står familien Møller. Mor Annette, far Poul og datteren Natasha Møller.

Rundt om den firlængede gård, som udgør kernen, ligger store aflange staldbygninger, kæmpe foldområder og en massiv 40x80 meter ridehal med lange rækker af tilskuerpladser.

Familien Møller købte Kumlegaard i 2014 og siden har de købt nabogården, hvor deres avl af american quarter horses holder til. For trekløveren er på en klar mission.

“Det er vores drøm at få westernridning lige så stor i Danmark som spring og dressur. Vi har altid haft en drøm om at få lov til at skabe, og få folk til at få øjnene op for western verdenen. Så vi kæmper en kamp for western i Danmark,” siger Natasha Møller på 25 år. Hun er cheftræner og ansvarlig for hestene på Kumlegaard.  

 

Kumlegaard2.png

Det danske ungdomslandshold i western træner på Kumlegaards flotte faciliteter. 

 

Familiens fælles drøm
Før at den 6 årige Natasha havde svunget sig i sadlen for første gang, vidste familien Møller ingenting om heste. Det var Natasha, som fik gjort sine forældre ligeså vild med heste, som hun selv var.

En gnist var sprunget til de flammer, som senere hen skulle udvikle sig til en sand steppebrand ind i det vilde vesten.

Ligeså hurtigt Natasha blev bidt af hesteverdenen, ligeså hurtigt blev hun bidt af westernridning. Og så gik det stærkt. Den ene american quarter horse tog den anden, og Natasha blev blandt andet  europamester i junior trail i 2014 på sin hoppe IOnlyWannaBeWithYou.

I disciplinen trail skal hest og rytter forcere en forhindringsbane, som skal forestille nogle af de vanskeligheder, man kan komme ud for i naturen. Banen består blandt andet af en låge og bomme på jorden.

Forældrene Poul og Annette Møller var for længst blevet bidt af western, og i takt med at Natasha dyrkede sporten på et mere professionelt plan, så begyndte den lille familie at tænke stort.

“Projektet Kumlegaard har taget 5 år fra jeg startede med at undersøge, hvilke kommuner som ville have så stort et ridecenter ,til vi købte Kumlegaard, byggede til, og nu står vi her i dag og lever vores fælles drøm ud,” siger Poul Haukrog Møller, medejer og ansvarlig for forretningsudvikling, administration og økonomi.

Kumlegaard1.png

 

Vi havde kompetencerne og lysten
Det havde altid været Natashas drøm at arbejde med heste på sin egen gård. Og i takt med at hendes forældre også blev interesseret i sporten, så voksede drømmen om at drive eget westerncenter.

“Kumlegaard er et familieforetagende. Vi vidste allerede fra starten af, at hvis det skulle blive til noget, så skulle hele familien med,” siger Poul Haukrog Møller.

Op igennem Natashas teenageår testede hendes forældre om det med western og heste nu holdt stand. Natasha skulle selv op klokken alt for tidligt om morgenen, muge stalden, træne hestene og gør klar til weekendens stævner. Og hun bestod testen med bravour.

Poul gør det klart, at der skal tre overordnede ting til før, at man kan drive et sted som Kumlegaard:

  1. Hvis man vil gøre noget på et højt internationalt niveau, så skal du have en rytter, der kan ride niveauet.
  2. Du skal have tjent nogle penge, for det kræver meget kapital.
  3. Du skal have kompetencer omkring økonomistyring, budget, kontakt med myndigheder, håndværkere, kundehåndtering og personale.
     

“Vi havde faktisk kompetencerne og mulighederne. Og så havde vi fanme også lysten!” siger Poul Haukrog Møller.

 

Både heldig og dygtig
Poul, Annette og Natasha arbejder 7 dage om ugen hele året rundt. De forsøger at holde en fridag på skift, og ellers tager de på en uges ferie i vinterhalvåret.

På Kumlegaard står omkring 70 heste, hvor 25 af dem er familiens. Selvom Natasha er bidt af det vilde vesten, så har personer fra alle dele af hesteverdenen deres hest opstaldet på Kumlegaard. For familien er det vigtigt, at der er plads til alle.

Der er tre fuldtidsansatte og Natasha assistenttræner, Ann Linn Pedersen, på Kumlegaard. En af udfordringere for familien har været at finde godt og stabilt personale. Det har taget lang tid, og når man så endelig finder den gode medarbejder, så er det om at holde fast.

Derudover har det også været noget af et byggeprojekt at få Kumlegaard til at stå så skinnende, som det gør i dag. Men det hårde arbejde betalte sig, og de er endelig færdig med byggeprojektet. Allerede nu er der venteliste på opstaldning.

“Der er ingen her, som er født med en guldske i munden, men vi har arbejdet hårdt. Det er måske lidt udansk at sige, men vi har både været heldige og dygtige, og derfor har vi haft nogle penge på kistebunden at gøre godt med i forhold til Kumlegaard,” siger Poul Haukrog Møller, som tidligere har arbejdet i medicinalsektoren.

Med mor og far som kollega
Hele familien bor også på Kumlegaard. Annette og Poul bor i det store nybyggede stuehus, og Natasha bor i en af længerne. Det er vigtigt for alle parter, at man kan lukke døren og bare være sig selv en gang imellem.

Arbejdsfordelingen er klar: Natasha er ansvarlig for hestene. Poul er bogholder og styrer økonomien, og Annette har ansvar for personalet og kontakt til kunder.  

“Det har helt sikkert givet mig et tættere forhold til mine forældre, at vi driver Kumlegaard sammen. Størstedelen af tiden fungerer vores samarbejde rigtig godt, fordi vi har en klar arbejdsfordeling, og vi render ikke op og ned af hinanden hele tiden. Vi samarbejder bare,” siger Natasha Møller.

 

Hør og se Natascha fortælle om hverdagen på Kumlegaard: