Vejen til DM i dressur starter på Roskilde Dyrskue

 13.06.2018 19:10 | By Camilla Tiefensee Schrøder

 

Rosa har ambitioner om at starte DM, men har haft svært ved at styre sin nervøse og iltre pony ved stævner. I weekenden tog hun til Roskilde Dyrskue for at lave miljøtræning, og her fandt hun en workshop med jordarbejde, hvor hun fik nyttige redskaber til at få mere ro på Teddy. 

 

– Jeg havde ikke regnet med, at han ville gå over en presenning!

Sådan lød det begejstret fra 13-årige Rosa Maria Thomsen, da hun sammen med sin sportspony Take That A deltog i en workshop om jordarbejde på Roskilde Dyrskue. Hendes pony, som i daglig tale går under navnet Teddy, er den type, der har det med at danse rundt på tåspidserne, når der sker meget omkring ham. Derfor er det også en stor udfordring at tage til stævner, og det er et problem, når man som Rosa rider LA på distriktsplan og drømmer om at starte DM i dressur en dag.

En tur på Roskilde Dyrskue er en rigtig god anledning til at vænne hesten til at være ude ved større arrangementer, forklarer Rosa mor, Rie Thomsen. Og Rosa selv har, ud over at ride kvadrille med 4H Øst og deltage i både mønstring og springkonkurrencer, fået meget ud af at deltage i workshoppen om jordarbejde, som Susanne Topp Poulsen afholdt i 4H-området.

Rosa-og-Teddy-4.jpg
Rosa og Teddy fik styrket deres bånd gennem samarbejdet i øjenhøjde

 

Løse tøjler

Rosa har bl.a. arbejdet med at føre Teddy forlæns og baglæns gennem et mønster af bomme på jorden og at lokke ham igennem forskellige konstruktioner af faretruende, flagrende plastik. Og så har hun lært nogle grundlæggende værktøjer til, hvordan hun lettest holder styr på hesten fra jorden.

– Susanne har hjulpet mig til, hvordan jeg kan stoppe ham uden at hive i ham og gå med lange tøjler uden at han hopper rundt fra side til side, fortæller Rosa.

Træneren forklarer, at øvelsen med bommene går ud på, at rytteren fra jorden skal kunne styre, hvordan hesten bevæger sin forpart og sin bagpart.

– Det giver en meget bedre kontrol med hesten. Hvis du har styr på, hvor den sætter sine ben, kan du få den til stort set alt, hvad du vil, siger Susanne Topp Poulsen.

 

Vi skal begge være mere tålmodige

For Rosa og Teddy har den største udfordring været at udføre øvelserne i et roligt tempo.

– Jeg har lært, hvordan jeg kan trække ham rundt på banen, uden det går for hurtigt. Han skal lære, at han ikke skal skynde sig så meget. I starten løb han bare direkte igennem for at få en godbid, men så prøvede vi at få ham til at tage et skridt ad gangen og roste ham for det. Så forstod han, at det ikke var farligt, forklarer Rosa. Hun blev også mindet om, at hun selv skal huske at stoppe op og trække vejret og tage én ting ad gangen.

– Det er ikke kun er Teddy, der skal være mere rolig. Jeg skal også selv være mere tålmodig og vente på ham, fortæller Rosa.

 

Rosa-og-Teddy3.jpg
Teddy skulle lære at gå langsomt gennem forhindringerne i stedet for at styrte igennem for at få en godbid.

 

Fra tovtrækning til harmoni

Alle ryttere har gavn af jordarbejde, mener Susanne Topp Poulsen, som har base i Fredensborg og er oplært hos Ute Lehmann.

– Mange ryttere bruger alt for lidt tid på at træne deres heste fra jorden. Jeg hører nogle gange folk sige, at de bedst kan styre deres hest, når de sidder på den, og det provokerer mig lidt, siger hun og fortsætter: – Størstedelen af den tid, vi er sammen med vores heste, er vi jo på jorden, så det er jo rigtig smart, hvis vi også bruger minimum lige så meget tid på at træne dét. Hvis du træner din hest fra jorden får du en fordel, når du sidder på den også, men det er ikke nødvendigvis omvendt.

Susanne Topp Poulsen håber at kunne give børnene nogle redskaber, som kan hjælpe dem til at få en mere rolig hest.

– Ofte er det små, basale ting, der gør en kæmpe forskel. Hvis jeg f.eks. står med en nervøs hest, så er det bedst, at den får lov til at gå lidt rundt, i stedet for at man prøver at tvinge den til at stå helt stille hele tiden. Det er også vigtigt at kunne give et roligt stopsignal fra jorden. Hesten skal kunne stoppe for et let signal for løse tøjler, ellers ender det i tovtrækning, hvor vi bruger en hel masse kræfter på at styre vores hest, fortæller hun.

Rosa-og-Teddy1.jpg
Rosa var overrasket over, at det lykkedes at få Teddy til at gå roligt henover presenningen.

 

En stor succesoplevelse

Roskilde Dyrskue har været en stor succes for Rosa og Teddy, som er kommet hjem med nye værktøjer, erfaringer og gode forhåbninger for fremtiden.

– Rosa fik lavet en fin mønstring med Teddy, som var meget opmærksom. Kvadrilleridningen gik også rigtig godt, men hun er nok mest af alt stolt af sin førsteplads i 40 cm springning og en tredjeplads i 80 cm. Alt i alt var skuet super træning til de større stævner. Nu ved hun, at de kan klare det sammen, lyder meldingen fra Rosas mor.

 

Rosa-og-Teddy6.jpg