Træning bør aldrig helt udmatte hesten

 25.09.2018 15:29 | By Cecilia Lindahl

Synes du din hest er ufokuseret/modvillig eller stiv/stram i starten af en træningsenhed, så overvej, hvad der går galt i kæden af vigtige elementer

Træning bør ikke efterlade hesten med angst for, hvad der sker næste gang. Eller udvikle en tillært hjælpeløshed hos hesten - en tilstand, hvor hesten blokerer for alt, bliver stille og "tung" at flytte, og dermed kan virke doven samt meget indadvendt.

Er hesten uopmærksom og har ørerne rettet fremad mod noget andet, kan du med fodel veksle mellem opgaverne, såsom at ændre retning eller lave overgange. Afveksling holder hesten interesseret og hjælper den til at komme i bedre balance, da den så hele tiden skal balancere sig på ny, og derved ikke begynder at spare energi ved at hænge sig i nakkebåndet.

Det er vigtigt at holde pauser og gerne mange korte pauser. Det kan være at ride for en lang tøjle eller stå afslappet. Når hesten står stille med rytter på ryggen synker den unge eller knap så trænede hest mere sammen i ryggen end den trænede. Derfor har unge heste sommetider svært ved at stå stille for længe med rytter. Skridt derfor gerne for en lang tøjle, når pauserne er mere end få sekunder. Til at starte med kan det at stå stille blot få sekunder med rytter altså være nok for den nystartede hest. Senere skal den kunne stå stille med rytter over længere tid. Husk på, at for den rutinerende hest er det også hårdt for ryggen at stå stikke med rytter over længere tid, da rygmuskler og mavemuskler ikke er bæremuskler, men bevægelsesmuskler.

Har din hest brug for meget lang opvarmningstid?
Opvarmningstiden afhænger af om du lige har hentet en aktiv hest ind fra fold, eller om du har hentet den ud af en boks efter mange timer. Medmindre hesten har stået stille eller stået i en boks længe, så bør opvarmningstiden ikke være voldsom lang, ca. 10-15 minutters opvarmningsøvelser. Har hesten stået stille længe, skal den først skridtes godt igennem, så stofskiftet i dens ben er optimalt, det kan godt være en 20 minutters tid. Opvarmningstiden bør i starten bruges på at få gang i kredsløbet på en rolig måde, med løsgørende øvelser efterfulgt af smidighedstræning og gradvis mere samling. Hesten bør fra starten være nærværende og samarbejdsvillig. Nye elementer lægges med fordel ind i midten af træningen, eller i enkelte tilfælde i slutningen.

Synes du din hest er ufokuseret/modvillig eller stiv/stram i starten af en træningsenhed og/eller skal du altid ride din hest i 30 minutter, før den begynder at blive god, så overvej, hvad der går galt i kæden er vigtige elementer. Tænder, sadel, hove, hestens krop og din træning er alle elementer, der skal fungere, for at hesten kan bevæge sig optimalt. Du skal være opmærksom på, om du er igang med at træne noget, der gør ondt af den ene eller anden grund, og om smerterne efter nogen tid ikke længere mærkes så tydeligt på hesten, hvis den er udmattet. 
Det sidste bør aldrig ske! Ved genoptræning, hvor hesten laver øvelser, der kan være ubehagelige til at starte med, skal der indlægges en del pauser, meget ros, opmuntring og meget gerne godbidder, da det kan hjælpe kraftigt på motivationen.

Har du brug for hjælp til opvarmning og træning af din hest? Så kan du med fordel søge inspiration i Heike Wildes bog; Lær at give din hest klare signaler. Køb bogen HER