Tia Lundemose Andersen: Stævnearrangørerne og klubberne har lidt økonomisk i debatten om herpes

 15.05.2018 20:14 | By Helle Kristensen

 

Én ting er, at det er ekstremt svært at finde sponsorer til ridestævner. Det i sig selv er en udfordring, der er svær at løse. Men når frygten for herpes bliver tilføjet, kommer klubberne og stævnearrangørerne på en nærmest umulig opgave i forsøget på at få økonomien i de allerede planlagte stævner til at hænge sammen. 

Denne problemstilling har man også mærket på Kallehavegaard, der denne weekend er vært ved det første internationale stævne på jysk grund i mere end 10 år. Et stævne man gennem de sidste måneder har kæmpet hårdt for at kunne afholde. 

 

Tia Lundemose Andersen, der selv er militaryrytter og én af drivkrafterne bag det internationale stævne i military der afvikles på Kallehavegaard denne weekend, forklarer at man på Kallehavegaard har oplevet et fald i antallet af tilmeldinger - formegentlig som reaktionen på frygten for smitte med herpes. Særligt de svenske ryttere udebliver.

"Vi havde håbet på at kunne samle ca. 100 starter - men jeg tror vi ender på ca. 75 starter istedet. At vi når op på 75 starter skyldes udelukkende, at vi i sidste øjeblik har valgt at supplere med en national klasse. Primært for at få økonomien til at løbe rundt."

 

Tia-Lundemose-Andersen.jpg
Grundet et svigtende antal tilmeldinger, har stævnearrangørerne på Kallehavegaard valgt at afvikle en enkelt national klasse. Foto: Clausardal.com

 

 

Rytterne skal udvise ansvar

At Kallehavegaard vælger at afvikle stævnet, mens mange andre stævnearrangører vælger at aflyse, bunder primært i at man hos stævneledelsen har formået at imødekomme kravene til ekstra sikkerhedsforanstaltninger, samt en forventning om at rytterne optræder ansvarligt. 

"Jeg forstår godt at folk bliver nervøse. Debatten og frygten for herpes har fyldt meget på de sociale medier. Omvendt vil jeg også sige, at der nok aldrig har været så meget fokus på hestens sundhed og forebyggelse af smitte i forbindelse med opstaldning, som der er lige nu. 

Hun uddyber med følgende:
"Gennem tiden har jeg redet rigtigt mange stævner. Både nationalt og internationalt. Og jeg tror ALDRIG, at jeg tidligere har oplevet, at der har været så meget fokus på desinficering af telte, redskaber og interiør. Alle stalde bliver aflukkede og afspærrede under stævnet."  

"Heste, der bliver lukket ind på stævnepladsen, SKAL have været feberfri i minimum 10 dage, og rytterne skal erklære på tro og love, at hestene ikke kommer fra en stald, hvor der har været konstateret feber." 

 

Tia mener hermed ikke, at vi som ryttere skal underminere risikoen for smitte, men nok nærmere tage ved lære af den seneste tids begivenheder fremadrettet. 

 

"For mig er det mest skræmmende omkring denne fokus på herpes, at mange ryttere ikke tænker over, at smitte med herpes eller andre smitsomme sygdomme ALTID er en risiko, når man vælger at opstalde sin hest under et stævne. Eller kører afsted til undervisning eller træning. Derfor er det også vigtigt, at alle ryttere der tager ud med deres heste udviser ansvar. Og selfølgelig bliver hjemme, hvis hesten har vist tegn på feber eller sygdom. 

De tilfælde af herpes der er set på Fyn er mere aggresive end normalt, og det skræmmer jo selfølgelig mange ryttere, men generelt bør smitte med sygdomme være noget vi altid er opmærksomme på at forebygge som hesteejere.” 

 

Tia-Lundemose.jpg
I den tid Tia har startet stævner på internationalt plan, har hun ikke tidligere oplevet en så grundig desinficering af stalde og kontrol med hvilke heste der stiller til start. Hun mener at vi ryttere bør blive bedre til at have generel fokus på smitterisici i forbindelse med stævnestart, og forhåbentlig lære at tage bedre forbehold fremadrettet. 

 

Det har været "op ad bakke"

Tia har sammen med en flok frivillige ildsjæle knoklet løs de seneste måneder for at gøre alting klar på Kallehavegaard ved Randers. Således at rideklubben kan blive klar til at modtage de første heste på stævnepladsen torsdag. Og det har langtfra været nemt. 

"Jeg har spurgt mig selv 1000 gange de sidste uger: Hvorfor er det lige jeg gør det her?  Det har virkelig været op ad bakke. Ikke blot i forhold til herpes men også i forhold til, at det har været SÅ svært at skaffe sponsorer. På sponsorfronten er vi stadig ikke helt i mål, men jeg håber, at vi når at hive de sidste ind her i 11. time.

Trods aflysninger og mangel på sponsorere er Tia trods alt glad for at det lykkedes at afvikle stævnet. Alternativet tør hun ikke tænke på. 

 

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det har kostet, de klubber der har været nødt til at aflyse deres stævner helt. De står med en masse omkostninger, de ikke har mulighed for at få dækket.

 

Selvom Kallehavegaard afvikler stævnet, er det dog ikke ens betydende med, at det ikke kommer til at koste klubben på bundlinjen. 

"Mange af de svenske ryttere tør ikke komme på grund af herpes. Det betyder, at vi i én af de internationale klasser kun har 4 starter.

- Reglerne for de internationale klasser er skruet sammen således, at der som minimum skal være 5 placeringer. Og der stilles krav om pengepræmier. 
Det betyder i praksis at vi har klasser, hvor vi risikerer at miste penge fordi doteringerne ikke kan dækkes af startgebyrer. Og da der ikke er tilmeldt nok starter, bliver det sværere at finde en sponsor til klassen." 

I princippet kunne man fra Kallehavegaards side vælge at aflyse den omtalte klasse, men man har valgt at afvikle den med risikoen for tab, fordi bl.a. en finsk rytter stiller til start, og som Tia siger: 
"Hvis en rytter er villig til at køre 20 timer hver vej for at stille til start hos os, så syntes jeg også vi skylder de ryttere der stiller til start at afvikle klassen. Det økonomiske skal vi nok få løst!"

 

Til spørgsmålet om hvorfor man ikke bare har udskudt stævnet svarer Tia: 

"For os har det ikke været en mulighed at flytte stævnet. Vi har en del stævner planlagt de næste måneder. I tillæg fungerer stævnet for en del af de startende ryttere som kvalifikation til EM. Hvis vi flytter stævnet til eksempelvis efter sommerferien, mister de muligheden for at kvalificere sig til EM." 

 

Det Internationale militarystævne på Kallehavegaard afvikles fredag d. 18 maj til søndag d. 20 maj. Rytterne rider i terrænet lørdag. 

Du kan læse mere om stævnet her