Stines mavefornemmelse førte hende til Kveikja

 11.07.2018 19:07 | By Helle Kristensen

 

Stine Deleuran er hestepigen der elsker at ride med blingbling og glimmer, men for alt i verden vil undgå den traditionelle ridebane. Hun er rytteren der ikke vil undvære stævnerne, men samtidigt heller ikke bryder sig om at alle kigger på hende. Og sidst men ikke mindst er hun pigen der troede at islændere var for ryttere der havde givet op, men istedet endte hun med at finde den ægte rideglæde, i det øjeblik hun satte sig på ryggen af en islandsk hest.  

Historien om Stine er en lidt speciel historie. Det er historien om en pige, der er født ind i en hestefamilie hvor varmblodsavl og dressur altid har fyldt meget. Men det er også historien om en pige der i en tidlig alder turde gå sine egne veje og følge sin mavefornemmelse. En mavefornemmelse der fortalte hende, at ridning i den klassiske forstand med dressurprogrammer og forventningernes pres, ikke gjorde noget godt for hende.   

 

Født til et liv med heste

Stines storesøster har altid redet stævner. Og Stine overtog altid søsterens gamle ponyer. Ponyer som storesøsteren havde redet op og uddannet efter dressurridningens principper. Men selvom det setup nok er drømmen for mange hestepiger, så var det ikke drømmen for Stine. Stine følte sig aldrig tilpas i dressurverdenen. Nerverne fyldte for meget og forventningernes pres trykkede på skuldrene. Faktisk var det rigtigt tæt på, at Stine helt havde opgivet ridning. Men en ridetur på islandsk hesteryg med en veninde fik hende på andre tanker. 

"Min veninde havde en islænder. Og selvom jeg var skeptisk omkring det, så lod jeg mig alligevel overtale til at tage med på tur.”

Stine havde aldrig havde troet, at hun skulle blive bidt af islændere. Men efter rideturen med veninden, der var ikke noget at gøre. I én eller anden grad var hun “hooked", allerede første gang hun stiftede bekendstskab med den islandske hest. Den ene ridetur med veninden blev til flere. Stine begyndte at ride på et stutteri, hvor de avlede islandske heste, og rideturene forplantede sig i et ønske om at få sin egen islandske hest. På det tidspunkt var Stine 16.

Stines forældre var lige blevet skilt, og også Stines mor kunne se at de islandske heste gjorde noget godt for Stine. 

"Min mor begyndte at stikke lidt til mig. Om ikke jeg skulle have min egen. Så vi begyndte at kigge os lidt om efter en hest, der kunne passe til mine ønsker. Vi så simpelthen så mange. Og mange af dem var slet ikke værd at gå videre med. Jeg var enormt tæt på at give op. Ved et tilfælde faldt jeg over annoncen på Kveikja.”  

 

Man skal turde følge sine fornemmelser

Stine tager ud i den salgsstald hvor Kveikja står. Og selvom hun prøver flere heste ved samme lejlighed, så er hun ikke i tvivl da Kveikja bliver trukket ind.

"Hun var smurt ind i mudder da de trak hende ind fra fold og hun lignede noget der var løgn. Hun så SÅ nuttet ud. Og jeg kunne slet ikke stå for hende. Jeg havde siddet på hende i måske 5 minutter, og allerede der var jeg ikke i tvivl. Det skulle være hende.” 

Men hvordan hænger det sammen, at Stine der næsten havde opgivet ridning, turde kaste sig ud i at købe en hest hun nærmest kun lige havde mødt. 

“Min tilgang til ridning har egentlig altid taget udgangspunkt i fornemmelser. Forstået på den måde at jeg har fået undervisning i det grundlæggende. Men en stor del af min ridning er baseret på, at jeg har fornemmet mig frem. Følt mig frem til hvordan tingene skulle være, hvornår hesten arbejdede rigtigt, eller hvordan jeg kunne indvirke på min hest, så jeg opnåede det jeg ønskede. Da jeg fik Kveikja blev den fornemmelse på én eller anden måde styrket. Det er måske også derfor jeg tidligere havde fået det så dårligt i forbindelse med stævner. Fordi så meget af min fokus gik på at huske programmerne, at jeg mistede min fornemmelse for hesten." 

Også hele stævnedelen gik meget bedre efter Stine fik Kveikja. Hun var stadig nervøs. Meget nervøs. Men så snart hun kom i sadlen gik det. 

kvik%20st%c3%a6vne.jpg
På trods af at Stine altid er blevet enormt nervøs op til stævner har hun med Kveikja sig til mange placeringer i T2 & T4. 

 

"Jeg har altid fået det vanvittigt dårligt i ugen op til jeg skulle starte et stævne. Typisk har jeg kastet op og en enkelt gang er jeg besvimet. Det har altid været sådan, at så snart jeg kom i sadlen, så skulle jeg nok klare det.  

"Med Kveikja har jeg på en eller anden måde kunne finde styrke. Det er som om at hendes mod og selvsikkerhed har smittet af på mig. Det har betydet rigtigt meget, at jeg bare har kunne få lov at fokusere på at ride. At jeg ikke har skulle koncentrere mig om også at skulle huske et dressurprogram." 

Stine forklarer at forskellen på de traditionnelle stævner under DRF og stævner for islandske heste er ret stor:

Når man rider stævner på islandsk hest, så rider man rundt på ovalbanen, og skal ikke koncentrere sig om så meget andet end at ride og skifte “gear". Det har hjulpet mig rigtigt meget. Den fornemmelse det giver, når du rider rundt ude i skoven og arbejder og det hele går op i en højere enhed. Den fornemmelse er fantastisk, og den er hele arbejdet værd. Og det er den fornemmelse, jeg også skal have, når jeg rider ud fra ovalbanen. 

 

De tilfældige valg har været det bedste

"Det har aldrig været et bevidst valg, at jeg ville “gå til islænder”, men det endte på en eller anden måde sådan. Uden at det var en beslutning eller handling jeg traf. Jeg har aldrig sat mig ned og vægtet fordele og ulemper. Det blev sådan her, fordi jeg turde følge mine fornemmelser. Når jeg tænker over det, så er det egentlig kendetegnet generelt for mit liv med hestene idag. Intet har været et bevidst valg.”
 

Da Stine havde haft Kveikja i 4 år kom Kveikja slemt til skade. Skaden kom Kveikja aldrig rigtigt over. Men istedet for at aflive hende, besluttede Stine at avle på hende. Den beslutning blev starten på Stutteri Ulvedalen. Et lille stutteri hvor Stine har heste gående, som hun selv har avlet. Hendes tilgang til hestene er den samme som altid. At beslutningerne træffes ud fra hendes mavefornemmelse.

 

Stine på Ulvedalen.jpg
For Stine er nærværet med Kveikja det vigtigste. Selvom Kveikja og Stine ikke længere kan ride stævner, så er Kveikja stadig den allervigtigste hest for Stine. 

 

Og måske er det derfor Stine har formået at bibeholde passionen for ridningen. Fordi hun ikke har haft et mål der skulle indfries. Hun har bare redet og nydt nærværet med sine heste. Når hun har startet stævne, har det været som en del af hendes og hestens udvikling og med fokus på ridningen.   

Under dette interview sidder vi ved bordet i køkkenet på Stutteri Ulvedalen i Kjellerup. Et stutteri der langt hen ad vejen bygger på tilfældigheder og hendes kærlighed til en helt særlig hest. Den hest der ikke bare fik Stine til at fortsætte med ridningen, men også gav hende mod til at indtage stævnebanerne. Stine rider stadig stævner. Og hun brænder for ridningen og træningen. Og hele hendes passion for heste kan spores tilbage til mødet med én helt særlig hest. Kveikja. 

 

Stine og Peter.jpg
I juli 2011 mødte Stine hendes kæreste Peter. Sammen har de en datter på 3 år. Peters mor arbejder også med islandske heste, og det var gennem deres fælles netværk, at Stine og Peter lærte hinanden at kende. 

 

Stines historie er ret fantastisk i flere henseender. Den er et fantastisk eksempel på at ridning ikke blot handler om resultater og stævner, men i høj grad også om den udvikling vi gennemgår som mennesker via vores heste.
Hendes historie er i tillæg det perfekte eksempel på, at hvis du følger dine fornemmelser, og fokuserer på hvad der gør dig glad, så vinder man i sidste ende. Måske ikke altid inde på banen - Men helt sikkert udenfor banen. 

Andre lignende nyheder

07.09.2018 / Islænder

DM i ALRID: Islandske heste viser hvad de kan i terrænet

I weekenden er der mulighed for at se islandske heste i det flotte, bakkede terræn på den jyske ås. DM i ALRID går i år i luften hos Langtved Isheste, hvor der er alle gode chancer for med egne øjne at se, hvor alsidig den islandske hest er

28.07.2018 / Islænder

Sys Pilegaard: ”Det er jo sjovest når det går godt”

Sys Pilegaard er udtaget til at ride på landholdet, der snart skal til NM for at kæmpe om medaljer i gæðingakeppni, til Danmark. Sys rider normalt sport, når hun starter stævner, men nu byder hun de nye udfordringer, der er i gæðingakeppni, velkommen

27.07.2018 / Islænder

Islandsk hest for dummies

Gæðingakeppni – er det en slags russisk rodfrugt? Og hvad med T1, T2, og femgang, er det flyvemaskiner og et lokalt motionsløb, hvor man løber langs Femvejen? Det korte svar er ”nej.” Begreberne er alle knyttet til de islandske heste, som der bare kommer flere og flere af i det ganske danske land. Her kan du læse med – hvis du har lyst – og få lidt input til, hvordan du lyder som en prof, næste gang du bumper ind i din veninde, som er vild med de små heste fra det høje nord