Piaffe – det skal leges ind i hesten

 13.03.2018 14:38

Piaffetræning foregår både med rytter og fra jorden med liner (Foto: Erik Kunddahl)

Indøvning af piaffe behøver ikke at være en træls affære, hvor hesten skal presses til at lære de smukke trin på stedet. Men det kræver tid, og derfor kan man næstens ikke begynde for tidligt. Det mener en af de beridere herhjemme, der har ry for at være blandt de bedste til at lære hestene piaffe

Af Louise Hededam 

"Det er ikke sværere at lære en hest piaffe end at lære den at springe an i galop.” Sådan siger berider Vivi Vang Lauridsen – og med det har hun faktisk slået tonen an for hele besøget hos CVL Selected Horses i Græsted i Nordsjælland. For lige så let og elegant det er at se en Grand Prix-hest føre sig frem i piaffe, lige så besværligt, hårdt og påtvunget kan det se ud, når øvelsen skal indlæres.

Piaffe er den sidste øvelse, man skal mestre for at nå hele vejen i dressur, og det er en af de øvelser, det er dyrt at fejle i i Grand Prix-programmerne, da den tæller dobbelt. Derfor volder den også kvaler for mange ryttere og trænere, men for Vivi Vang Lauridsen handler det om at starte i rigtig god tid: ”Vi leger med dem fra 4-5 års-alderen og lader dem lære det i deres eget tempo,” siger hun.

Frisk og kvik
Michala Damm-Frydenberg er selvstændig rytter og arbejder en stor del af sin tid hos Vivi og Christian Vang Lauridsen. Hun viser os på en yngre hest, hvordan legen med piaffe foregår fra sadlen:

”Vi gør det altid med friske heste, så jeg gør det som en del af skridtarbejdet, når jeg begynder min træning.”

Det er 8-årige Laissez-Faire E (BH Leredo/Rambo), som Michala har i et samarbejde med avleren Stutteri Empex, som i dag skal demonstrere de svære trin. Han er startet med piaffetræning for et par år siden, - det er lidt senere end sædvanligt:

”Jeg starter faktisk med at gøre ham kvik i skridten, så jeg ikke skal bøvle med det, når jeg vil have ham til at sætte sig,” siger Michala og får efterhånden mere samling og spændstighed på den brune vallak, som stadig går for halvslaskede tøjler på kandaren. Fra jorden er det næsten umuligt at se, hvad der sker, når den friske skridt går over i nogle ganske fornuftige piaffetrin, hvor især bagbenenes løft tegner rigtig godt for fremtiden.

 

Piaffe 9 LOGO.png

Den helt store udfordring ved piaffe er at få hesten til at blive på stedet samtidig med, at den forsætter med at gå (Foto Erik Kunddahl) 

 

”Det sidder jo i kroppen efterhånden, men jeg holder an med sædet, og så vil jeg gerne have, at de er så skarpe, at de starter for min stemme. Så kan jeg justere rytmen med sæde og schenkler.”

Lasse, som hesten hedder i daglig tale, ser ikke på noget tidspunkt ud til at være i tvivl om opgaven, heller ikke selvom Michala forlanger lidt mere af ham i dag for min og fotografens skyld. ”Normalt laver vi en 4-5 skridt ad gangen og gør det kun med få gentagelser, før vi går over til den øvrige træning,” forklarer rytteren og stopper Lasse op, så han kan få et stykke sukker.

PIAFFE 1 LOGO.png

Det er vigtigt, at hesten er opmærksom på rytterens hjælpere og at tøjlen er løs under piaffetræning (Foto: Erik Kunddahl) 


 

Træning fra jorden
Langt de fleste af hestene på stedet bliver også trænet i liner, hvor Vivi går skråt bag hesten med en forlænget tøjle, som går fra biddet, op gennem et par øjer i en særlig gjord på hestens ryg for altså til sidst at ende i hænderne på Vivi.

”Om det er nødvendigt at træne dem i liner, kommer meget an på den enkelte hest,” siger Vivi og fortsætter: ”Vi prøver gerne med rytter i begyndelsen, og det er altså, fra de er cirka fire år.”

Historisk set har man lært hestene at gå på stedet, så de hele tiden var klar til at rykke, når man stod på slagmarken. På samme måde som en fodboldspiller eller håndboldspiller hele tiden skal være oppe på tæerne og klar til at rykke derhen på banen, hvor der er brug for dem.

”Alle heste kan lære at piaffere nu. Nogen hurtigere og lettere end andre, selvfølgelig, men alle kan lære det,” siger Vivi. ”Det er bare vigtigt, at de lærer det, så de synes, det er sjovt hele vejen.”

Hun viser os træningen i liner med en af de heste i stalden, der er ved at være klar til Grand Prix. Hvordan Vivi har overblikket og modet til at rende rundt bag venstre bagben med en lang line i hånden og en pisk, forstår jeg ikke, men hesten ser ikke ud til at være det mindste i tvivl om, hvad den skal, og den ser ud til at være ret godt på vej med sin piaffe.

”Jeg går tit bare et par runder med dem, og så er det træning nok. Når de er helt unge, beder jeg dem om at skridte, stoppe, skridte, stoppe. Så skal de trave, skridte, trave og så videre. På den måde lærer de at holde fremdriften, selv når de skal stoppe,” forklarer Vivi.

Her på stedet er mottoet, at ‘man ikke må lukke både fordøren og bagdøren på én gang.’ Så Vivi lægger aldrig pres på bagfra, samtidig med at hun holder på hesten fortil.

 

Piaffe 4 LOGO .png

Vivi Vang Lauridsen viser med en hest, der er langt i sin uddannelse til Grand Prix-hest, hvordan hun træner piaffe i liner. (Foto Erik Kunddahl)

 

Let og legende
For Michala er det også en grundregel, at en hest aldrig må straffes for at piaffere.

”Jeg træner dem i piaffe dagligt, så de får selvtillid med øvelsen og ved, hvad de skal. Og så er det min opgave at sørge for, at de er kvikke nok i skridt til at gå op i piaffe. Det samme gælder fra trav til passage, hvor arbejdet skal ligge i traven,” siger Michala og demonstrerer, at Lasse også kan sin passage.

”Han mangler stadig lidt i piaffe. Jeg vil gerne have lidt flottere løft af forbenene, så jeg skal balancere ham bedre på bagparten, og så virker det godt på ham her at bruge pisken på skulderen,” forklarer Michala.

Michala har knapt redet en håndfuld Grand Prix’er og er nok mest kendt for at have uddannet Heslegård’s Rismon (Heslegård’s Rubin/Heslegård’s Louis), som hun red i finalen til DM i dressur på Broholm i 2015. Og derfor er hun også lidt ydmyg, når vi spørger hende om, hvordan man lærer hestene piaffe:

”Altså egentlig er det jo Vivi, der er mesteren!”

 

Ting tager tid
Så vi vender os igen mod Vivi, som nu er færdig med at vise os, hvordan hun træner piaffen i liner.

”Man skal tænke sig om, og så skal man helst have piaffetræningen med fra starten. Nogen heste kan det fra starten, mens vi med andre skal gå med dem i en måned og bruge stokken for at få dem til at løfte benene,” siger hun.

Stokken er lavet af bambus og er et hjælpemiddel på linje med pisk og sporer. Selvfølgelig kan man slå hårdt med stokken, - men det er ikke meningen, og det er aldrig nødvendigt, lader Vivi os forstå:

”Hestene skal altid have lyst til at prøve, og de må aldrig komme derud, hvor de skal forsvare sig. Så hellere slutte for den dag.”

Det er jo også let for Vivi at sige, når udgangspunktet er, at man har haft hesten, fra den var ung, og derfor har kunnet lege sig frem til en god og velafbalanceret piaffe over en længere årrække. Men kigger man sig om ude i den øvrige verden, så er der jo mange heste, der først bliver præsenteret for udfordringen med piaffe, når de er kommet højere op i klasserne og står overfor snart at skulle bruge de flotte trin.

”Man har altid tid til det,” forklarer Vivi, men anerkender også, at det er sværere at lære en hest det, når den ellers er uddannet til Grand Prix. ”Man kan indimellem se det på stævnebanerne, hvis en hest ’flyvespringer’ ud af piaffen. Så har den lært det på den hårde måde.”