Ny dansk TRECbane venter med nye udfordringer

 16.11.2018 13:37 | By Mathilde Louise Stenild Brejner

 

Med sine fire kilometer i længden og 20 tønder land er Brogårdens TRECbane Danmarks største. TRECbanen er et udfordrende naturlegeområde for alle ryttere, som holder af at få spændende oplevelser i naturen

 

Hvis du besøger Brogårdens TRECbane, som ligger ved Give, kan du forvente at få én på opleveren til både dig og din hest. Ruten, du kan følge, er tydelig markeret og tæller 40-50 forhindringer, som stiller krav til tilliden og evnen til at tænke ud af boksen hos hest og rytter.

 

Ruten er anlagt, så den snor sig mellem mark, bæk, tilvokset grusgrav, løvskov, nåleskov samt eng og sø. Hvis du har appetit på flere dages oplevelser, er det muligt at overnatte gratis i shelter, hvis du har købt enten dags-, weekend - eller årskort til TRECbanen.

 

TREC1.png

Foto: Privat: Der er plads til alle typer ryttere og deres heste på Brogårdens TRECbane, som arbejder for, at heste og ryttere får nogle gode oplevelser i skønne omgivelser. 

 

Byggeriet af Brogårdens TRECbane startede i sommeren 2017 og i sommeren 2018 blev banen indviet. Det er en flok ildsjæle, som har arbejdet dedikeret på at få idéen til at blive til virkelighed, så alle der elsker gode udfordringer på hesteryg i naturen, fremover kan få det.

 

I øjeblikket tæller banen 40-50 forhindringer, men der kommer hele tiden nye til og mens andre af forhindringerne udskiftes. Forhindringerne er et miks af TREC-forhindringer, parkourøvelser og miljøopgaver. Derfor kan man med rette sige, at der både er opgaver til hoved og hånd eller til hestehoved og hov.

Læs om banens forhindringer her

 

På Brogårdens TRECbane er der plads til alle typer ryttere og deres heste – det betyder ikke noget, om man normalt rider dressur eller firgang, spring eller er jagtrytter – her er plads til alle.

 

Noget af det, du kan forvente at få ud af at træne din hest på en TRECbane er, at en hest, der trænes i et miljø med forskellig stimuli har lettere ved at omsætte stimulans, når den møder dem i andre og måske mere stressende omgivelser. Med andre ord, din hest kan styrke sine nerver, og hesten lærer at stole på sin rytter og omvendt, beskriver stifterne bag Brogaardens TRECbane.

 

TREC3.png

Foto: Privat: Du kan vinde masser af fornyet selvtillid og mere tillid, hvis du træner din hest i udfordrende og naturlige omgivelser. 

 

Undervejs på ruten er der mulighed for at købe drikkevarer via mobilepay, og hesten kan få sig en pause midt i det skønneste grønne græs.

Det har været stifterne vision, at:
Ryttere i alle aldre kan få glæde af forskellige udfordringer.

 

Omgivelserne kan bidrage til en dejlig dag med familie og venner, og der er mulighed for at møde ligesindede.
 

Brugerne oplever udvikling, lærer af hinanden og bliver tilpas udfordret.
 

Vel mødt til sjove naturoplevelser på Brogårdens TRECbane. 

 

TREC2.png

Foto: Privat: På Brogårdens TRECbane er der shelter med mulighed for overnatning uden yderligere vederlag, når man først har betalt adgangsbillet.