Krondyrene har brug for at du bliver på ridestien netop nu

 21.10.2018 07:30 | By Mathilde Louise Stenild Brejner

Foto: I efteråret parrer kronvildtet sig - og derfor har de brug for ro netop nu.

 

Netop nu er krondyrene inde i deres brunstperiode – og det betyder, at de har brug for, at vi ryttere viser hensyn og giver dem ro og fred, så deres kalve bliver født til tiden næste forår

 

Ahh, det er så smukt og skønt i den farverige efterårsskov lige netop nu. Bladene er gule, røde, grønne og brune og de knaser så hyggeligt, når vi rider igennem dem. Luften er igen kølig og frisk og indbyder til en fristende galoptur på bakkerne i skovbunden… Eller hvad? Læs med her, og bliv klogere på, hvordan ridning påvirker kronvildtet lige netop nu.

 

Bliv på ridestien
Desværre er det ikke altid den bedste idé at forlade ridestien for at sætte fart på i perioden september til oktober, hvor kronvildtet parrer sig. Voldsomme og gentagne forstyrrelser netop i den periode kan nemlig føre til, at kronvildtet ikke får parret sig i den tidslomme, som betyder, at deres kalve fødes i det tidlige forår – og dermed har tid til at vokse sig store og stærke, før vinteren sætter ind.

 

I stedet vil hunnerne komme i brunst senere på sæsonen, hvad der naturligvis resulterer i senere fødsler af kalve til foråret – og det er som sagt ikke hensigtsmæssigt for kronvildtet. Heldigvis er det nemt at vise hensyn ved hjælp af små tilpasninger fra os ryttere.  

 

Vi kan give kronvildtet tilstrækkeligt med ro, hvis vi ganske simpelt holder os til at ride på ridestierne og skovvejene, så kronvildtet får ro og fred ude i skovbunden.

 

”Ridning vurderes ikke at have den store betydning for krondyrene. Hvis rytterne holder sig til ridestierne og skovvejene kan denne aktivitet godt forenes med en bestand af krondyr,” skriver Naturstyrelsen i en rapport om krondyrenes trivsel.

 

De store og små forstyrrelser
Når man taler om forstyrrelser for krondyrene deler man dem op i mindre forstyrrelser og større forstyrrelser. De større forstyrrelser tvinger kronvildtet til at forlade deres såkaldte homerange – som dækker over det territorie, hvor de holder til og har hjemme.

 

En enkelt rytter til hest kategoriseres som en mindre forstyrrelse – og en mindre forstyrrelse vil typisk føre til, at krondyret straks søger dækning eller bliver i dækning i tæt bevoksning inden for deres territorie.

 

Ved større events og begivenheder, som eksempelvis Hubertusjagt, der finder sted i skoven, oplever kronvildtet en større forstyrrelse – og det påvirker dem med stress i en mængde, så de typisk tvinges til at forlade deres homerange i op til flere dage. Derfor skal man altid give kronvildtet en god, lang pause mellem events og begivenheder, som finder sted i skoven, så de kan falde til ro igen.

 

”Der er grænser for, hvor ofte der kan afvikles større arrangementer i det samme område. Uanset typen af menneskelig aktivitet bør der være så stor tidsmæssig afstand mellem aktiviteterne, at dyrene får mulighed for at falde til ro,” står der i den tidligere omtalte rapport fra Naturstyrelsen.

 

Små kalve har svært ved at overleve vinteren
Derudover beskrives det i rapporten, hvordan større forstyrrelser i brunstperioden, kan være meget uheldigt for kronvildtet.

 

”(…) Ligeledes vil forstyrrelser i brunstperioden også have biologisk betydning for krondyrene. Større forstyrrelser kan medføre, at hinderne forlader området og parres senere end normalt, hvilket fører til senere kalvesætning. Små kalve har svært ved at overleve vinteren.”

 

Der er derfor mange gode grunde til, at du viser hensyn og holder dig til ridestier og skovveje, når du tager på ridetur i den smukke efterårsskov. Med lidt hensyn fra os ryttere, er der nemlig fin plads til både heste og krondyr i de danske skove.

Rigtig god søndagstur i den efterårsfarvede skov.

Du kan læse hele rapporten fra Naturstyrelsen her.