Kom i dressurskole med Patrik Kittel

 20.10.2018 07:00 | By Mathilde Louise Stenild Brejner

Foto: Nu kan du lære at blive bedre til at ride dressur med Patrik Kittel.

 

Nu er der mulighed for, at du kan komme i dressurskole med Patrik Kittel. Den svenske dressurrytter har nemlig sendt en række træningsvideoer på gaden, som du kan se på blandt andet Facebook. 

Se videoen her:

Patrik Kittel mener, at alle, som virkelig vil det, kan lære at ride dressur på Grand Prix-plan.

I videoen beskriver han, hvordan man eksempelvis kan lære den unge hest at korte - og forlænge sine galoptrin og på den måde forbedre galoppen hos den. 

"Jeg kan ikke lide at svede - jeg synes, det er skønt, når hesten går selv, så jeg bare kan sidde her og se mig lidt omkring og nyde turen," siger Patrik Kittel i videoen og forklarer, hvordan temposkift kan forbedre en dressurhest meget. 

"Noget af det vigtigste er, at hesten ikke oplever monotom ridning, men hele tiden udfordres med forskellige opgaver, den skal løse," siger Patrik Kittel i videoen. 

Det er rigtig vigtigt for Patrik Kittel, at hesten hele tiden er glad og positiv, når man træner. Personligt bruger han gerne at ride lidt i let sæde og lade hesten øge tempoet i galop, når han træner den unge hest. Samtidig kan han hele tiden kontrollere, om hesten både vil gå frem og komme tilbage, når han beder den om det. 

Patrik Kittel minder derudover også om, at man jævnligt skal tjekke, om man kan slippe tøjlen uden, at hesten falder ud af galoppen. I stedet skal hesten gerne sænke halsen og galoppere afslappet videre, for den løse, lange tøjle. Patrik Kittel bruger gerne denne øvelse mod slutningen af træningen, når han kan mærke, at hesten snart bliver træt. 

Så - på med vanten, tænd for videoen og lad dig inspirere til, hvordan du bliver bedre til at ride dressur på svært niveau med nogle gode råd fra den fantastisk dygtige Patrik Kittel. Og, hvem ved, måske bliver det en dag dig, som galoperer ned af midterlinjen for at ride din første Grand Prix. 

Kilde: Svenska Ridspört Forbundet på Facebook