Har din hest mavesår? - Prisvindende opgave om mavesår giver viden i et sprog som alle kan forstå

 03.07.2018 12:55 | By Helle Kristensen

 

Louise Andersen modtog i slutningen af juni Brogaardens trivselslegat. Et trivselslegat for hendes hovedopgave, der sætter fokus på forebyggelse af mavesår. Opgaven har ikke blot indløst en check fra Brogaarden på 10.000 - Den er også et yderst brugbart værktøj for alle hesteejere. Fordi opgaven er skrevet i et sprog der er simpelt og nemt at forholde sig til.

Louise har under sin uddannelse været elev på universitetshospitalet for store husdyr, og har i den forbindelse alene i 2017 oplevet at 86 heste fik foretaget gastroskopi. De 86 heste fordelte sig på 21 racer. Således er det et problem hesteejere, uanset hvilken hesterace man ejer, bør være meget opmærksomme på. 

Det primære formål med Louises opgave, er ifølge hende selv, at skabe bro mellem de fagligt velfunderede artikler der er skrevet af højt uddannede fagfolk om lidelsen, og gøre det mere forståeligt for den almene hesteejer. 

“Min tilgang til til emnet i opgaven var primært, at jeg gerne ville skrive noget om emnet, der var lettere for den almene hesteejer at forholde sig til. 

Gennem mit elevforløb som dyrepasser på universitetshospitalet for store husdyr, oplevede jeg virkeligt mange heste med mavesår. Og det gik op for mig, at rigtigt mange heste led af denne lidelse, uden at vi mennesker var opmærksomme på det. Mavesår er en lidelse, hvor du reelt har en mulighed for at gøre en forskel. Og det var det jeg gerne ville fremhæve i min opgave,” siger Louise.

LÆS LOUISES OPGAVE HER

 

Fokus på management og ikke blot fodring

Grundlæggende beskriver Louise i sin opgave vigtigheden af struktur i hestens dagligdag. Vigtigheden af hesten kommer på fold, har social omgang med andre heste og dermed mulighed for at socialisere sig, har adgang til vand og grovfoder under transport og ikke mindst, at der er gode fodringsrutiner omkring hesten. 

"Mange steder læser man at mavesår opstår som følge af fodring, og det er rigtigt at foder er medvirkende til at hesten kan udvikle mavesår, men der er mange andre faktorer der også er vigtige at italesætte. Mit fokus i opgaven var at beskrive hele managementdelen, og ikke kun det fodringsbaserede. Fordi vi med forholdsvis små ændringer får mulighed for at nedsætte forekomsten af denne lidelse," forklarer Louise.

I hendes opgave beskriver hun desuden nogle simple trykpunkter, der kan hjælpe ryttere med at vurdere, om deres heste viser tegn på mavesår.  

Om hesten reagerer på trykpunkterne, kan ikke klarlægge om hesten har mavesår, men det kan være en god indikator for om du bør konsultere en dyrlæge understreger Louise. 

 

trivselslegat 2018 05.png
Til vestre ses Rolf Momberg. Til højre for ham ses Louise Andersen og ved siden af hende de 2 andre vindere af legatet. 

 

Om Brogaardens trivselslegat

Brogaardens trivselslegat bliver uddelt til studerende, der har ydet en ekstra indsats for at afdække og formidle viden til fremme af sundhed og trivsel for dyr. 

Legatet uddeles til elever der studerer på dyrepasseruddannelserne i Kolding eller Roskilde. 
Hver skole kan indstille 2 afsluttende opgaver fra hver af de 3 dyrepasserlinjer; forsøgsdyr, zoo og heste. 
Således indsender hver af skolerne 6 opgaver. De ialt 12 opgaver bedømmes af en uafhængig ekspertkomité. 

Komiteen der har bedømt Louises opgave består af Nanna Luthersson, Hestedoktoren, Forfatter til “Den store foderbog.”, dyrlæge, ph.d. Julie Feldborg samt Lic. Scient, ph.d Janne W. Christensen.

 

Hvis samfundet ikke vil priotere uddannelse må virksomhederne selv gøre en indsats

Én af baggrundene for at Brogaarden tilbage i februar besluttede at stifte dette legat, var bl.a. at man gerne ville motivere eleverne til at yde en ekstra indsats i deres uddannelsesforløb. 

Rolf Momberg, medejer og salgsdirektør i Brogaarden, forklarer, at tankerne omkring legatet opstod tilbage i 2016, hvor regeringen fremlagde sin 2025 plan, der dog ikke kom igennem. Men både 2025 planen og den førte politik i dag, med uddannelsesloft og de årlige 2% besparelser på uddannelsesområdet, udhuler kvaliteten af de danske uddannelser, hvilket Rolf Momberg er stærkt bekymret over.

“Helt grundlæggende så mener jeg det er fattigt og uambitiøst at spare på uddanelsessektoren,” siger Rolf Momberg. 

“Danmark er et lille land, hvor vi allerede nu oplever fald i bl.a. detail- og industriarbejdspladser. I fremtiden bliver vi derfor endnu mere afhængige af at leve af vores viden. Og hvis politikerne vælger at spare på uddannelsesområdet, så må vi som virksomheder istedet træde til, og sikre at det bliver attraktivt for de studerende at yde en ekstra indsats i at dygtiggøre sig. Således at virksomhederne også i fremtiden er sikret dygtige og engagerede medarbejdere. Vi kan ikke ændre på samfundet alene, men vi kan bidrage til at vise en vej, som andre virksomheder forhåbentligt kan lade sig inspirere af.

- Små og mellemstore virksomheder udgør hovedparten af arbejdspladserne i Danmark. Og det betyder at det jo i høj grad er i vores interesse at vi får uddannet dygtige og fagligt stærke fremtidige medarbejdere. At vi i første omgang har valgt dyrepasselinjen, bunder hovedsagligt i, at dyrepasserne er dem der har den daglige omgang med dyrene, og dermed også den praktiske tilgang til, hvordan vi kan implemetere bedre trivsel, forklarer Rolf, og tilføjer, at flere initiativer er på vej til at styrke Brogaardens samarbejde med uddannelsessektoren. 

Louise Andersen bekræfter at tiltaget, ihvertfald for hendes vedkommende, har haft den ønskede effekt. 

"Det motiverede mig helt vildt at Brogaarden stiftede dette legat, fordi jeg ser Brogaarden som en meget anerkendt virksomhed, der virkelig ved hvad de taler om. Så det gav mig et ekstra spark bagi til at bevise, at jeg vitterligt er så dygtig, som jeg selv syntes jeg er. Mit mål har hele tiden været, at min opgave skulle blive god nok til at gå med i den pulje, der blev sendt videre til vurdering. Men at jeg skulle gå hen og vinde, det havde jeg slet ikke turde håbe på!” 

Andre lignende nyheder

09.11.2018 / Trivsel

Sådan får du den perfekte hale

Hvordan plejer du halen, fremhæver bagpartens muskler og undgår kløe af halen? Det giver groom Tina Dufour svar på

06.11.2018 / Trivsel

Fem ting din hest har brug for

Hestehold er ofte et omdiskuteret emne, da der er mange forskellige måder at have hest på. Men uanset hvordan man holder hest, er der nogle helt basale behov der bør opfyldes

04.11.2018 / Trivsel

Er din hest sømstukket?

Hesteejere, der står med en halt hest efter den er skoet, tror det er noget forfærdeligt der er sket, og at beslagsmeden helt sikkert har sjusket. Men har han det?