Dommerens primære opgave er at hjælpe dig

 14.04.2018 14:26

Mange ryttere bliver forvirrede og vrede, når de ser deres kritikker ude på stævnepladserne. Ofte skydes skylden – og vreden – på dommeren. Her ser vi på, hvordan dommerne vurderer og på, hvordan du kan blive bedre til at forstå kritikken.

 

Stævner er svære, sådan har det altid været. Det er sådan set også meningen, da det er her, hest og rytter skal prøves af. I dressur kan det være svært at forholde sig til en kritik – man er måske ikke helt enig med dommeren. Mange spørger: Hvorfor har jeg fået de point? Hvad mener dommeren med det? Kan dommeren ikke lide mig?

 

Alt for mange fordomme
”Dommeren kunne ikke lide min hest” er ofte kommentaren fra en rytter, hvis ridt ikke er gået så godt. Det er en helt forkert indstilling at have. Dommeren dømmer ud fra, hvad han eller hun ser på banen. Fejl kan forekomme, både hos rytter og hest – men selvfølgelig også hos dommeren. Det er bare ikke i orden at regne en hel kritik for en fejl fra dommerens side. En grundig gennemgang er nødvendig.

 

Hvad kan dommeren lide og bestemt ikke lide?
De fleste dommere dømmer nogenlunde ens. Der er nogle ting i dressuren, som skal være på plads, hvad enten man rider klub- eller landsstævner. For det første er det vigtigt, at hesten er afslappet. Den skal ikke gå spændt og trippende, men roligt og flydende. Gør hesten det, vil alle øvelserne automatisk se meget lettere ud. Desuden er det vigtigt, at ridningen foregår på hestens præmisser. Den skal ikke tvinges rundt på banen eller se ud som om, den meget hellere vil være et andet sted.

 

Forskellige vinkler – forskellige bedømmelser
Om en dommer sidder ved H, C eller M, er der stor forskel på! Det kan eksempelvis dreje sig om bedømmelsen af en versade. Der er stor forskel på, hvordan man ser den fra forskellige vinkler. Den ser måske rigtig god ud fra den ene side, men helt skæv fra den anden. På den måde er kan det være svært for dommeren at bedømme, hvordan øvelsen rent faktisk er. Dommeren må derfor dømme ud fra, hvad denne har set og give karakterer ud fra det.

Dommer-broholm.jpg
Der er forskel på, om en dommer sidder ved H, C eller M. Eftersom man ser hesten fra forskellige vinkler fra de respektive bogstaver, kan øvelsen opleves forskelligt, og det kan påvirke bedømmelsen.

 

 

Åh nej! Dårlige point igen!
Måske går stævne efter stævne dårligt. Rytteren er utilfreds og har ikke rigtig lyst til at starte længere. Hvad hjælper det at gå hjem og træne, hvis man bare bliver dømt ned alligevel? Det er så her, det er en god idé at kigge kritikken igennem – ekstra grundigt. Et godt tip er altid at filme et stævneprogram. Så kan man, når man kommer hjem, sætte sig ned med kritikken i hånden og se programmet. Sammenlign kritikken med det, du ser på skærmen – forstår du, hvad dommeren mener? Erkend de fejl, der er! Det kan godt være, du ikke er enig i alt, hvad dommeren siger, men mange af tingene vil du helt sikkert kunne genkende.

 

Op med hovedet igen – undgå fejlene
Tænk lidt over den forrige kritik, når du skal ud at starte endnu et stævne. Hvad var det nu, dommeren sagde? Ret ind, der hvor du blev trukket ned sidst – det gavner! Tænk på at starte på en frisk, hver gang du er til stævne. Hæng dig ikke i, hvordan det gik sidste gang – du har forbedret dig undervejs.

 

Sjov, harmoni og kemi
Hvis hesten er rolig og synes om at være inde på banen, kan rytteren også slappe af. Både hest og rytter kommer til at have det sjovt og får en god oplevelse. Desuden er det vigtigt, at ekvipagen ser harmonisk ud – passer hesten til rytteren? Er rytteren alt for stor eller for lille til hesten? Selvom det kun er en overfladisk ting, er det ret vigtigt. Det er det, dommeren skal se på et helt program igennem – er der ikke harmoni, bliver programmet hurtigt klumset og underligt at se på.

 

Hvad med alt det andet?
Udseende – førstehåndsindtrykket – er som sagt vigtigt. Men det er grundridningen bestemt også. At grundlæggende kunne følge hestens bevægelser og sidde afslappet på den er afgørende for, hvordan programmet går. Rytteren skal vide, hvornår han eller hun skal korrigere hesten, hvis den er på vej ud af rammen. Der er en bestemt ramme, hesten skal være i, i alle klasser. Den ændrer sig, jo højere man kommer op i klasserne – så kravene til hesten bliver sat op. Gangarter, præcision og opstilling skal der derefter ses på, men det er også vigtigt, at hesten er afslappet og glad, samt at grundridningen er i orden.

 

Spørg eventuelt dommeren
Når kritikken er set igennem, og dommeren har tid, er det helt i orden at spørge, om dommeren vil uddybe det, han eller hun har skrevet. Der er altid en mening med det, dommeren har skrevet. Er man uenig i det, er det jo rart at få snakket lidt om det.

Husk, at dommeren hverken vil rakke ned på dig, skræmme dig væk eller kritisere dig. Dommeren er her faktisk for at vejlede dig.

 

Kilde: Ridehesten Junior

Andre lignende nyheder

20.04.2018 / Aktuelt

Forebyg smitte

Både Herpes såvel som kværke skal tages alvorligt, men der er ingen grund til at du som hesteejer går i panik og lukker stalden ned, hvis ikke du har begrundet mistanke om at din hest kan være inficeret. Læs her dyrlæge Louise Lundgaards bedste råd til at forebygge smitte og infektion.

20.04.2018 / Aktuelt

Weekendaktiviteter i hestens tegn

Skal weekenden stå i hestens tegn, får du her 5 forslag til arrangementer, hvor der helt sikkert er mulighed for at tilbringe tid med andre hesteentusiater.... 

19.04.2018 / Aktuelt

Stævner i midtjylland aflyst som følge af kværke og mistanke om Herpes virus

To midtjyske rideklubber har valgt at aflyse stævner denne weekend, som følge af konstateret kværke og mistanke om Herpes