Blog: Det første døgn

 17.07.2018 15:11 | By Kathrine Sørensen

 

Jeg tror de fleste avlere er ekstra opmærksomme det første døgn i føllets levetid – og for mig, som førstegangs avler, var denne opmærksomhed nok ikke mindre.

Hele forløbet med Madame havde betydet at jeg var på dupperne. Tingene var slet ikke gået som forventet. 


Har du ikke læst Kathrines fortælling fra starten, så kan du læse de øvrige blogindlæg her
Se Kathrines Blogindlæg


Min mavefornemmelse har (desværre) ofte haft ret, når den har prøvet at fortælle mig noget. Som nævnt i sidste indlæg lukkede jeg Madame og hendes nyfødte føl på fold om formiddagen og kørte på arbejde.

Madame og føllet var på fold hen på eftermiddagen, men Madame virkede bare ufattelig træt og slet ikke sig selv. Hun ville ikke spise, hun havde ikke skidt, og det var som om yveret var blevet væsentligt mindre

Sidst på eftermiddagen valgte jeg at ringe til dyrlægerne, for det føltes helt forkert.

 

En dårlig mavefornemmelse

Dyrlægen (en anden end under folingen) fortæller mig, at det er helt normalt at hoppen er træt ovenpå en foling. At det er normalt at der ikke kommer afføring, fordi det hele lige skal komme på plads, og yveret jo ville blive mindre, når føllet diede. Jeg skulle bare tilbyde hende alle mulige lækre ting, og se om jeg kunne lokke lidt næring i hende.


Jeg måtte jo tro på dyrlægen, men jeg følte også at hun ikke helt hørte hvad jeg sagde. På den anden side forstår jeg også godt hvorfor hun sagde som hun gjorde, hun kunne jo ikke se hoppen, og hun vidste jo heller ikke hvordan den normalt er, og hvordan jeg havde forventet hun ville reagere, når føllet ankom.
 – Jeg havde forventet Madame fra sin værste side – den ultimative mor, hvor ingen skulle nærme sig det føl! Men Madame var fuldstændig ligeglad med at vi tumlede rundt med følle.
 

Men selvom jeg prøvde at slå koldt vand i blodet og sige til mig selv at ”dyrlægen har ret”, så forsvandt knuden i maven bare ikke. Jeg lagde mig til at sove


Af en eller anden grund havde jeg igen sat min alarm til 23.50 – måske pga. den der mavefornemmelse. Her farer jeg ud i stalden – noget VAR galt. Madame ligger ned og vil bare ikke rejse sig, reagerer ikke på føllet trisser rundt, og ligger sig bare med hovedet i mit skød. Jeg ringer til dyrlægen og siger den er helt gal. Dyrlægen siger hun sikkert bare er træt og jeg skal give hende lidt tid. Efter 5-10 min ringer jeg igen og siger hun skal komme NU!

 

23_55_16.jpg
Madame lå ned i boksen og jeg kunne se den var helt gal..... 


Jeg kunne se på Madame at den var gal! Jeg har aldrig kunne sidde ved hende på den måde, og den måde hun kiggede på mig sagde ALT. Hun havde ondt og var ved at give op!
Tiden indtil dyrlægen kom føltes som evigheder! Dyrlægen boede ca. 40 min væk. De længste 40 min i mit liv!


Min far kommer ud i mellemtiden og prøver at få mig til at slappe af, men jeg er så bange for, at Madame skal dø i mine arme.
Lige inden dyrlægen kommer, rejser Madame sig og står op da hun kommer.
Dyrlægen kan hurtigt se den står skidt til, og giver noget smertestillende. Da hun håndprøver Madame får hun en voldsom smertereaktion i højre side og Madame bryder ud af det smertestillende. Dyrlægen siger at det føles forkert indvendigt i Madame, og hun spørger om det er en hest jeg vil indlægge.

Skal - Skal ikke ... 
Indlægges?! Mit hjerte stopper, for nej det er det egentlig ikke. Men at stå med et føl på et døgn og så sige at moderen ikke skal indlægges – det gør man jo heller ikke – vel?!

Shit jeg nåede at tænke mange tanker! For selvom Madame var mit et og alt, så må man ind imellem også være realistisk. Og jeg ved godt at indlæggelser koster! Og pengene var der bare ikke. Dyrlægen ser min tøven og hun forklarer at indlæggelsen er med det formål at smertedække og tilføre væske. Det siger jeg ja til, for det kan vel ikke være så slemt? Min egen dyrlæge har ikke mulighed for at indlægge hende, så indlæggelsen skal ske på Ansager.

Klokken er nu 1 om natten, og jeg er i den situation, at jeg ikke har egen trailer. Heldigvis skulle jeg have været til stævne med en veninde dagen efter, og i den forbindelse havde jeg tidligere på dagen hentet en trailer og kørt ud til hende.

 

Madame.png
Jeg ender med midt nat at skulle køre Madame afsted til Ansager... En tur på ca. 3 timer... 

 

Jeg prøvede først at få fat i nogen med en lille lastbil, der kunne køre Madame og følle til Ansager, men det var ikke muligt. Derfor beslutter min far og jeg os for at køre ud og hente traileren.

Næste problem er så hvilken bil vi skal køre i. Min fars bil kan og må i princippet godt trække trailer og heste, men en tur til Ansager tager 3 timer, og så meget stolede jeg ikke på fars bil. Min far skulle desuden møde på arbejde kl. 6 næste morgen, så han kunne ikke selv køre med til Ansager. Jeg turde heller ikke køre alene. Det endte med at jeg ringede grådkvalt til min mor, midt om natten, og spurgte om hun ville med…  Hun kørte hjemmefra med det samme.
I mellem tiden fik jeg efter uendeligt mange opkald vækket min kæreste, som havde en stor bil der kunne trække trailer og heste. Han boede 3 kvarter væk. Men havde vagt, så han kunne heller ikke køre med. Men bilen kunne jeg låne.

Far og jeg fik hentet traileren, mor var i stalden og holdte øje med Madame, og imens vi ventede på at min kæreste Kasper skulle komme med bilen, klargjorde vi traileren til at kunne rumme et meget lille føl.

Choktilstand
Hvor dyrlægen var på det tidspunkt husker jeg faktisk ikke – noget siger mig hun var der, da vi kørte, men noget andet siger mig at hun kørte, da vi hentede traileren. Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg tror jeg var lidt i chok. Men kl. 2 om natten var vi klar til at køre. En MEGET lang og nervepirrende tur – men begge klarede det fantastisk. Jeg er overbevist om Madame vidste vi prøvede at hjælpe. Sjældent har hun i hvert fald været så nem at læsse. Følle lagde sig til at sove i traileren og vi ankom uden mere drama til Ansager kl. 5 om morgenen.
Vi blev modtaget af en rar dyrlæge som godt kunne se den var gal og han gik straks i gang med at behandle madame med slange i næsen (og olie?).

Inden vi kører fra Ansager fortæller jeg dyrlægen, at jeg selvfølgelig godt ved det bliver dyrt så snart man indlægger (og så på en helligdag), men at det var begrænset hvad jeg havde af midler. Madames sygeforsikring var ophørt ved årsskiftet pga. hendes alder, så det ville være på egen regning. Det virkede til han forstod mit budskab, og vi var på samme side i bogen. Især da han sagde ”så vi snakker ikke operation, for så snart vi åbner hedder det 30”. Der sagde jeg klart nej.


Det virker nok for nogen som en kold beslutning ikke at ville bruge de penge – men det skal ikke misforståes. Jeg ville gøre rigtig meget for at redde min prinsesse. Men at ofre så meget på en hest på 16 år, der ”kun” kunne bruges som foldpynt, det ville jeg ikke. Og efter så voldsomme komplikationer turde jeg ikke ifole hende igen. Ind imellem skal man tænke over, om det er for ens egen skyld eller dyrets. Og her tænker jeg på dyret.
Madame og føllet blev installeret i boksen – og vi kørte den lange hårde tur hjem igen.

Andre lignende nyheder

10.11.2018 / Blog

Blodorm hos heste - hvad er det egentlig?

Dyrlægestuderende Diane Dinesen fortæller i et spændende blogindlæg om blodorm, og hvorfor vi skal behandle hesten imod orm

08.11.2018 / Blog

Blog: Sava og ørnen Cherie skal møde hinaden for første gang

Blogger Diane Dinesen har endelig ladet hesten Sava og ørnen Cherie møde hinanden. Læs og se videoen om det første møde mellem de to

01.11.2018 / Blog

8 tips til rytterens selvbalance og kropskontrol

For at indvirke korrekt og effektivt på hesten kræver det, at rytteren er i stand til at ride i selvbalance, og at rytteren har udviklet en god kropskontrol. Grand Prix rytter Line Hermann Hass giver dig her en række gode tips til, hvordan du opnår selvbalance og kropskontrol