Danmarks Dyrehelt 2018: Laban besøger døende på sengelejet

 10.11.2018 07:34 | By Mathilde Louise Stenild Brejner

Foto: Privat: Besøgsponyen Laban er blevet kåret som Danmarks Dyrehelt 2018. Han besøger ældre, demente, børn og mennesker med fysisk og psykisk handicap - og de elsker ham for hans søde væsen.

 

At en sky og reserveret pony kan gå hen og vinde titlen som Danmarks Dyrehelt 2018 for sine unikke evner til at sprede glæde og kommunikere med mennesker, var der nok ikke mange, der havde forudset, hvis de havde set i krystalkuglen for 12 år siden, hvor besøgsponyen Laban landede hos sin ejer, Katrine Bragenholt M. Johansen

 

25.000 kroner doneret til Nyt Hesteliv, som arbejder for at redde misrøgtede og forsømte heste, og oven i hatten så meget glæde, at han samlede Danmarks befolkning foran skærmene, da han blev hyldet i Go´aften Danmark for sin nye titel som Danmarks Dyrehelt 2018. Ja, det er ikke småting, den lille lodne shetlandspony med det store hjerte har bidraget med i sit virke som besøgspony.

 

På vandgrød med to heste under studier
Historien startede for 12 år siden, da Katrine tilfældigvis blev spurgt, om hun kunne overtage en pony. Katrine var egentlig under uddannelse og på SU, så økonomien var ikke til en ekstra hest foruden hendes frieser, som allerede sugede godt på budgettet. Da Katrine kom ud i stalden ændrede alt sig dog fra det ene minut til det andet. Her blev hun nemlig mødt af et skræmt og reserveret ponyføl, som med en jernkæde dinglende fra grimen så livet glide forbi skjult under pandelokken uden den store lyst til at deltage. Katrine var ikke i tvivl – Laban havde brug for en ny start på livet. Brug for omsorg, ro og tillid til verden og brug for at vinde lysten til at være tæt mennesker tilbage.

 

Derfor gik det sådan, at Katrine allerede dagen efter kørte op og hentede Laban og ved samme lejlighed, blev det bestemt, at hun kunne have Laban stående hos den samme bondemand, som allerede havde hendes frieser stående. For en flad 500-kronerseddel om måneden kunne Laban få nyt tag over hovedet, så selvom det var stramt på SU, kunne det lige præcis løbe rundt, så Katrine kunne tage Laban under sine vinger.

 

Laban var ude af sig selv
På vejen hjem med Laban, kunne Katrine føle, hvordan Laban stejlede og var helt ude af sig selv inde i hestetraileren – og da han endelig kom til sit nye hjem, gik der 14 dage, før Laban vågede sig til at snuse til Katrines hånd. Labans mistillid til verden vart blevet så voldsom, at Katrine faktisk var ganske meget i tvivl om, hvorvidt Laban nogensinde ville vinde tilliden til livet og til mennesker tilbage.

 

Katrines dyrlæge kunne dog give et praj om, at Laban virkede som om, at han grundlæggende var god nok i hovedet. Og oveni hatten trak Katrines mor Katrine til side en dag, hvor Katrine var lidt ekstra opgivende over for Laban og sagde, at hun ikke mente, at hun skulle give op over for Laban – hun troede fuldt og fast på, at Laban ville blive en maskot for hende. Det skulle senere vise sig, at Laban blev en maskot for hele Danmark.

 

Labans gennembrud
Dagene gik med, at Katrine sad på en halmballe inde hos Laban og ventede på, at den lille pony fik lyst til at komme over og hilse på hende. Og en dag var der gennembrud – Laban tog sine første tøvende skridt imod Katrine og senere mange, mange flere i mod mennesker, som skulle vise sig at blive hans nye bedste venner.

Tiden er gået – og i dag – 12 år senere – er Laban en utrolig kærlig og tillidsfuld pony, som bor hjemme hos Katrine på hendes gård i Nordjylland med plads til et par heste.

 

Laban startede sin karriere som besøgspony, da Katrine gik hjemme på barsel for tre år siden. En dag kom der er telefonopkald til Katrine, som hev hende ud af den babyboble, hun ellers gik rundt i. En veninde havde besluttet sig for, at hun ville køre sin shetlandspony Fie ud til plejehjem, så den lille pony kunne skabe glæde hos plejehjemsbeboerne. Veninden ville have Katrine og Laban med, og Katrine skulle egentlig ikke bruge særlig lang tid til at tænke over det forslag. Hun var på.

 

Første udfordring var, hvordan man sørger for at to ponyer, som skal indendørs i en bygning ikke ødelægger gulvene. Med liggeunderlag, der blev klippet i stykker, og nogle sorte sokker, blev den første udfordring løst. Så kom næste udfordring – hvordan skulle de to kvinder komme afsted til plejehjemmet med deres ponyer? Løsningen blev at leje en hestetrailer, så de kunne komme afsted.

 

Besøget på plejehjemmet gik enormt godt. De to ponyer var med på næsten samtlige stuer i den fire etager høje bygning med alt, hvad det indebar af at skulle køre med elevator og gå på lange gange. Lille Laban tog det i stiv arm, og hvis han blev lidt usikker, så kiggede han blot over på Katrine, som kunne lægge sin hånd på ham, og så faldt han øjeblikkeligt til ro i vished om, at Katrine kan man have tillid til.

 

Ude på plejehjemsbesøget blev der taget en masse fotografier, som blev postet på Facebook – og pludselig gik det hurtigt. De rørende fotografier med de to ponyer, som kaldte smil og glædestårer frem hos mange af de ofte demente plejehjemsbeboere blev delt og delt på nettet. Også Katrine og hendes veninde havde meget at dele efter oplevelsen – og de blev hurtigt enige om, at det med at tage ud på besøg med ponyerne, det blev de nødt til at gøre noget mere. Derfor oprettede de en Facebookside, så dem der gerne ville i kontakt med dem og måske gerne ville have besøg af ponyerne, kunne få det.

 

Katrine mener, at de må have ramt et behov for besøgsponyer i Nordjylland, for interessen kom hurtigt og der var mange, som meget gene ville have de to charmetrolde Laban og Fie ud på besøg.

 

Ingen regning
Katrine og hendes veninde får kun betaling for deres arbejde, hvis dem de besøger, har lyst til at give en skilling til benzinen og til hestetraileren, som de fortsat låner sig frem til. Katrine bruger i øvrigt sine fridage på projektet på trods af, at der er nok at gøre med mindre børn, hestehold og arbejdet som pædagog på et opholdssted. Alligevel prioriterer Katrine det uselviske i at sprede glæde hos andre mennesker år efter år. Nu får Katrine noget anderkendelse for sit arbejde, da hendes pony for nyligt er blevet kåret som Danmarks Dyrehelt 2018.

 

Besøgsponyerne kommer blandt andet ud på plejecentre, demenscentre, botilbud for fysisk og psykisk handicappede samt i børnehaver og vuggestuer. Pigerne kører dog kun i Region Nordjylland, fordi det simpelthen ellers ville blive for dyrt og omfattende for Katrine og hendes veninde.

 

Katrine oplever, at Laban er noget ganske særligt, fordi han simpelthen bare er utrolig god til at være besøgspony. Det er eksempelvis altid Labans opgave at gå med ind til sengen, hvis besøget er hos en person, som er døende, fortæller Katrine.

 

-Laban er en meget følende pony. Et eksempel på det var, da han var med inde hos en ældre dame, som var lå i sin seng og var døende. Kvindens datter, som også sad ved sengen, spurgte den ældre dame, som selv havde redet og været glad for heste som ung, om hun kunne se hesten ved hendes seng? Ja, svarede den ældre dame, og så skete der noget magisk. Laban gik målrettet hen til kvinden og skubbede hendes dyne til side. Bagefter lagde han forsigtigt sit hoved op på kvindes bryst, så hun kunne fornemme ham rigtig, siger Katrine Bragenholt M. Johansen.

 

Det er på grund af oplevelser som dem, at Katrine kalder det for Labans kald at være besøgspony. Laban kommer altid bare ind til dem, han besøger, præcis som han er. Og derfor oplever Katrine ofte, at han skaber en direkte åbning til menneskers hjerter og følelser. Samtidig er det vigtigt for Katrine at fremhæve, at det altid er på hestens præmisser, så Laban skal altid kun være med så længe, han synes, det er sjovt, og han har sig selv med i arbejdet. Hvis Laban virker træt, når de er ude på besøg, tager Katrine gerne lige en pause med ham, hvor de går lidt udenfor og får lidt frisk luft og ro– og ofte er det nok til, at Laban godt kan klare et par besøg mere.

 

Laban, red, et.png

Foto: Privat. Laban skaber glæde på plejehjem, når han nusser, og siger dav til de ældre. 

 

Det generelle billede, når Laban kommer på besøg, er helt klart, at folk er meget glade for at se ham. Mange røres til tårer over igen at komme tæt på en hest efter måske mange år, hvor de har undværet det. Andre har lyst til at kramme Laban eller give ham nogle gulerødder og enkelte, som er ramt af demens, kan ikke forstå, hvorfor en hest pludselig skal være på besøg indendørs – og derfor kommanderer de Laban ud fra deres værelse. Det respekterer Katrine naturligvis altid. Overskriften er dog, at Laban kanaliserer sig lige ind i følelsesregistret, han skaber social kommunikation, han frembringer minder og endelig giver hans besøg giver noget at tale om, fortæller Katrine.

 

Hestepærer for rullende kamera i Go´aften Danmark
At vinde titlen som Danmarks Dyrehelt 2018 kan hurtigt få nogle sjove, men måske også lidt udfordrende konsekvenser. Eksempelvis blev Laban og Katrine inviteret ind i Go´ aften Danmark-studiet, så Laban kunne blive hyldet. I første omgang sagde Katrine bare ”ja ja, det lyder sjovt – det gør vi da bare,” men på vej over Storebæltsbroen med farmand ved rettet og Laban i hestetraileren bag dem, gik det for alvor op for Katrine, hvad hun egentlig havde rodet sig ud i. At komme ind i Go´aften Danmarks studie indbefatter, at man skal gå igennem Københavns gader, igennem Tivoli og ind i et tv-studie med kameraer, sjove lyde, lys og lamper. Det kræver alligevel sin hest. Og derudover fik Katrine også lidt lampefeber ved tanken om, at hun skulle interviewes af Felix Smith.

 

-Laban tog det hele meget roligt. Han gik bare cool igennem Københavns gader, imens folk pegede og så undrende til. Da vi kom ind i Tivoli, og vi skulle gå under rutsjebanerne, blev Laban lidt usikker, men han var alligevel hurtig til at falde til ro, da jeg lagde hånden på ham og viste ham, at det hele var OK. Så længe jeg er rolig, er Laban rolig. Det er en synergieffekt, siger Katrine Bragenholt M. Johansen.

 

Interviewet gik super fint, selvom Laban valgte at smide en hestepære på gulvtæppet for rullende kameraer – noget der bare har givet Laban endnu flere fans, fordi de synes, det er sjovt, fortæller Katrine og nævner, at klippet blandt andet blev vist i tv-programmet Natholdet.

 

Laban i Go aften dk.jpg

Foto: Privat: Laban er på besøg i Go´aften Danmarks studie i Tivoli. 

 

Sammen med titlen som Danmarks Dyrehelt vandt Laban 25.000 kroner, som skulle doneres videre. Valget faldt på Nyt Hesteliv, som fik udeskåret fik hele præmiesummen. Labans optræden på tv har givet ham endnu flere opgaver i en ellers fuldt booket kalender, men Katrine tager det med godt humør og passer samtidig godt på sin Laban:

 

-Nu går Laban lige lidt og hygger sig med sine gode hestevenner, men snart skal han igen ud på nogle af de besøg, han er booket til helt indtil marts måned. Så længe Laban er med og synes, det er sjovt, så fortsætter vi, siger Katrine Bragenholt M. Johansen afsluttende.