Blogindlæg: Kathrine må sige farvel til sin elskede hoppe

 29.08.2018 10:30 | By Mathilde Louise Stenild Brejner

Foto: Privat. Kathrine Sørensen gennemlever en hver hesteejers største mareridt, men heldigvis er familien der for hende med støtte og opbakning.

 

Hvis jeg gik og troede at det første døgn med føl var hårdt – så var det intet i forhold til hvad døgn to viste sig at blive.

Som jeg sluttede med sidste gang, så måtte vi akut til Ansager med hoppe og føl, hvor var det hårdt at efterlade dem dernede, og hvor var det tre meget lange timer hjem.

Jeg var træt og havde nærmest ikke kræfter til at græde, indimellem prøvede vi at føre en samtale, men mest af alt sad jeg nok egentlig bare forstenet.

Vi var hjemme ved 8-tiden om morgenen og jeg prøvede at få lidt søvn. Kasper, min kæreste, skulle møde på arbejde til middag, så lidt søvn skulle vi altså prøve at indhente ovenpå den nat. Ved 9 – 10 tiden ringer de fra Ansager og det er ikke godt nyt. De har endnu ikke fundet årsagen til problemet, men der er væske i bughulen og Madame har det skidt – dog havde det smertestillende hjulpet. De lovede at holde mig opdateret.

Lige inden Kasper kørte på arbejde, kom de nyeste meldinger fra dyrlægerne – Madame så bedre ud og virkede mere tilpas, men det var stadig langt fra godt, og det ville kunne gå begge veje.
Jeg havde i mellemtiden haft snakket med min mor, som havde spurgt om Kasper og jeg ville derned på hotel weekenden over, så vi var i nærheden – jeg fortalte hende at Kasper skulle arbejde, men at det ville være rigtig fedt.

Både mine forældre og jeg var rigtig påvirkede af situationen, så min mor og jeg bestemte os for, at vi skulle afsted! Vi ville være tæt på Madame!
Da min far kom hjem fra arbejde ved 14 – tiden, kørte vi ud og afleverede traileren, og så kørte mor og jeg ellers mod Ansager.

Vi besluttede at køre direkte til dyrehospitalet – og godt vi gjorde det!

Da vi kom frem lidt over 17 – kunne jeg se min smukke hest var i smerter. Hun var begyndt at ”koldsvede”, stod og skrabede i jorden, og føllet virkede sulten. Vi gik rundt på stedet for at finde en dyrlæge, men det så ikke ud til der var nogen, så jeg ringede for at høre, hvor længe det var siden der var givet smertestillende og mælk. Det var umiddelbart ikke så længe siden, men der kom hurtigt en dyrlæge, som med det samme gav smertestillende og mere væske til Madame.

Blog syg hest to.png

Det virkede til at hjælpe hende og hun faldt til ro. Hun så stadig frygtelig ud efter folingen, og heldigvis havde min mor taget en børste med – mere end jeg selv havde tænkt på. Jeg stod og børstede alt blod (fra folingen) og svedrester af hende. Hun nød det mere end hun nærmest nogensinde har nydt det før, og slappede virkelig af. Jeg skiftevis tudede og smilte. For det var tydeligt hun ikke var på toppen. Og at se sin hest bundet stramt op, lige op af krybbe og vandkop med en slange i halsen, er absolut ikke nogen rar oplevelse.

Ind imellem snakkede jeg med føllet, men må nok indrømme, at ham fandt jeg ikke meget glæde ved lige der.

Jeg var mega bekymret og nød bare at stå side om side med min prinsesse. Hun fik et utal af kram, og fik at vide hun bare havde at holde ud!

Desværre gik der ikke længe før hun igen brød ud af det smertestillende, det præcise klokkeslæt husker jegikke, fra da af flyder det hele ud i ét. Men jeg ved klokken har været omkring 18.15. Og det var her mit hjerte gik i stå.

Dyrlægen sagde ”der går ikke længe inden I skal træffe en beslutning”. Og beslutningen var ikke, om vi skulle operere, tage hjem, spise en is eller andre ting. Den beslutning var hvornår vi skulle aflive.

Madames system var nemlig ved at lukke ned. Og de kunne ikke længere følge med og give hende
tilstrækkelig væske. På den time vi havde været der, havde hun fået en helt dunk væske (10-20 liter?), og slimhinderne var ved at blive helt hvide.

Jeg brød totalt sammen, mor brød sammen, vi omfavnede hinanden – og Madame. Det var slet ikke til at bære, og føltes så uretfærdigt.

Jeg sad som forstenet op ad boksvæggen, og fandt på mystisk vis noget praktisk sans frem – for føllet skulle sikres sit DV pas, så DNA prøve måtte tages på Madame. Det var ikke noget dyrlægerne mindede mig om, det var mig selv, der huskede at jeg havde læst noget om det.

Dernæst måtte jeg spørge om det f.eks. var muligt at tage hendes æg ud, der er jo så mange ting, der er mulige nu om dage. Men det var det desværre ikke.

Så spurgte jeg til hvad en obduktion ville koste – og det var et beløb jeg gerne ville give for at få klarhed. Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke ville kunne finde ro, hvis ikke jeg vidste hvad der var gået galt.

Inden Madames sidste gåtur, striglede vi lidt mere – og her kom føllets navn til mig, han kunne kun hedde Treasure! Og ikke bare Treasure – nej Madame’s Treasure! Jeg havde hele tiden vidst, hendes navn eller sind skulle afspejle sig i føllets navn, og med hende væk, så skulle han bære hendes navn.

Imens vi sad lidt og forsøgte at kapere det hele, fik føllet mælk igen, og så skulle den sidste tur gåes.

Jeg trak en meget bedøvet og slingrende Madame – jeg tror, hun vidste, vi ville hjælpe, for ikke én gang vrinskede hun mod føllet, ikke én gang tøvede hun, hun fulgte bare slingrende med. Hun blev sat ind i opvågningsboksen – en mørk boks fuld af madrasser, jeg kyssede hende, og det var sidste gang jeg så min gyldenbrune ven.

Min mor og jeg satte os ned i den store – nu ret så tomme boks. Her ringede jeg til forskellige mennesker – jeg ved ikke hvor meget de kunne forstå, men jeg havde brug for at fortælle det.

Det begyndte at blive koldt – vi var trætte og sultne, så vi satte os op i mors bil. Her ringede jeg til mine egne dyrlæger og fortalte hvordan det stod til, og at de gerne måtte holde ørene åbne for en ammehoppe. Det lovede de, og de gav mig deres dybeste medfølelse.

Min mor fik ringet til min papfar, som med det samme lettede i hans bil med hans boxtrailer spændt efter.
En hestetrailer var vi ikke i besiddelse af, og den er også lidt voldsom at flytte sådan et lille føl i. Så Kims boxtrailer var rigelig fin.

Derefter var der en masse ventetid, og den brugte vi sammen med sygeplejersken på at lære at give føllet mælk og blive forberedt så godt som muligt

Da Kim kom fik vi en hel pakke spåner, som vi strøede i bunden af traileren så der var et meget tykt lag! Så fik vi 2 spande følmælk (knap 6 kg), og til sidst løftede vi føllet op i traileren.
 

Blog syg hest foel.png


Jeg kørte med i Kims bil og min mor kørte bilen vi havde kørt i til Ansager.

Kim og jeg har måske tidligere haft det lidt svært, og det var også rigtig svært at sidde der og være så ked af det, men alle var simpelthen så berørte og kede af det, at alt blev lagt på hylden. Men hvor må min mor have haft en frygtelig tur hjem alene i bilen!

Lige da vi kører ud fra hospitalet, er jeg ved at springe ud af bilen for at sige et sidste farvel, det føltes forkert at køre uden at have set hende død. Men jeg vidste det på sigt, ville være det rigtige. Jeg vidste at det syn ville følge mig alt for længe.

Vi kom langt om længe hjem – engang først på natten. Vi fik løftet føllet ind i boksen, tømt Kims trailer, givet føllet mælk osv..

Jeg troede min shetlænder hoppe kunne stå med ham i boksen, men hun mente boksen var hendes, så de blev skilt ad. Jeg hentede derefter en madras, min dyne og en pude. Smurte en franskbrød og så gik jeg ud i stalden for at sove med mit føl! – Han skulle i hvert fald ikke være alene.

Jeg kunne ikke rigtig spise noget – og sovet blev der heller ikke meget af – der skulle nemlig gives mælk hver anden time.