Blog: Endelig føl

 26.06.2018 17:08 | By Helle Kristensen

 

Det er endelig blevet tid til at Kathrines hoppe Madame skal fole... 

LÆS FORRIGE AFSNIT AF KATHRINES HISTORIE HER

Når nu folealarmen ikke ville fungere, måtte jeg jo sætte vækkeuret et par gange i løbet af natten for at tjekke overvågningen.

De første alarmer satte jeg til mandag d. 8 maj. Første gang ringede alarmen 23.50 og anden gang senere på natten. Var der ro på der, ville jeg bare sove igennem til tidligt næste morgen.

De første nætter var der ro på, og da jeg gik i seng den 10. maj, troede jeg også det ville blive en rolig nat.
Jeg sagde godnat i stalden ca. 21.45, her var der total ro på, yveret var spændt, men der var ingen vokspropper, og synes ikke hun følte ekstremt blød bagtil. Men alligevel satte jeg alarmen 23.50, og da den ringede skal jeg da nok lige love for jeg kom hurtigt i tøjet!

Madame stod op og jeg var overbevist om der lagde noget i boksen ved hende! Jeg vækkede min daværende kæreste Kasper og sagde der var føl og vi kom begge hurtigt i stalden. Da jeg kommer derud, kan jeg konstatere at der ikke er føl – men at folingen er i gang!

Madame ligger i boksen og har presseveer. Jeg går ind til hende og her stopper mit hjerte og en panik melder sig! En stor rød bule var på vej ud af endetarmen.
Jeg har set nok tv programmer med dyr, til at vide det egentlig er ”normalt” nok, men ringede til dyrlægen og sagde der var foling i gang, og at hun var ved at presse endetarmen ud, og at føllet ikke rigtig rykkede sig. Om jeg lagde på, eller jeg havde dyrlægen med i røret i hele perioden, kan jeg faktisk slet ikke huske. Jeg ved hun guidede mig i hvordan jeg skulle tage fast om forbenene og hjælpe til med at trække. Jeg kan ligeledes heller ikke huske, hvornår jeg fik vækket min far og sagt ”DET ER NU!”, men han var i hvert fald kommet ud i stalden, og hjalp til med at trække.

Føllet lagde ikke helt korrekt, det var som om det var ”drejet” forben og hoved kom godt nok først, men det var som om, at hans ryg ikke lagde ”opad”, men istedet mod Madames højre side. Madame lå lidt trælst og vi prøvede at få hende til at rejse sig, for at se om det ville hjælpe hende – men hun var tydeligt plaget af smerter og ville ligge. Min far og jeg holder i føllets forben og får det ligeså langsomt længere ud.

– Hold fast hvor er der altså kræfter på spil under sådan en foling!


Kasper holdte min telefon, alt i mens dyrlægen guidede og beroligede på vejen. På et tidspunkt kommer der en blodstråle – dyrlægen spørger om jeg kan se hvor den kommer fra og om den bliver ved, men jeg kunne intet se, udover der kom en stråle blod og det virkede til det var stoppet.
Da dyrlægen ankom satte min far sig ved Madames hoved – hun var her tydeligt afkræftet og havde ikke mere at gøre med. Dyrlægen og jeg får føllet helt ud. Det kom til verden 00.20, 30 min efter jeg var i stalden.
Madame reagerer slet ikke og virkede bare opgivende. Vi bar føllet op til hende, og så kom der ellers liv – og hun rejste sig og så skulle føllet også i gang. Hun var præcis som jeg havde forventet – dog havde jeg ikke regnet med vi måtte være hos hende. Dyrlægen undersøgte dem begge – og sagde det var et lille langbenet hoppeføl – glæden var stor for det var præcis hvad der var bestilt! Lykken var gigantisk.

 

madame-og-føl.jpg


Vi går ind og sidder i sofaen (får måske lidt champagne?), trisser i seng. Jeg havde sat en alarm til et par timer efter for at se om alt var som det skulle være.
Men det var det IKKE!

Jeg kunne se der var noget galt! Madame virkede komplet ligeglad med det lille føl, og så ud til at have ondt. Jeg ringede til dyrlægen som kom med det samme. Hun havde uden tvivl ondt. 

Hun fik smertestillende og vi fik føllet til at die – en kamp af de større – for det var en viljefast en! Det lille føl, der i første omgang skulle have været en pige, var imellemtiden blevet til et hingsteføl – og ja jeg tillod mig faktisk at være skuffet.
Lillefyren mente ikke han skulle bøje hovedet – patten måtte sidde udenpå! Men vi fik ham overtalt til at hovedet skulle bukkes og der skulle suttes.

Med Madame på smertestillende og tilpas igen, gik vi i seng – nu var kl.4.
Jeg fik ringet til min leder og sagt jeg ikke kunne møde på arbejde til kl. 7, da jeg havde brug for lidt søvn ovenpå den nat og at jeg også lige skulle have dem ud.
Aftalen bliver, at jeg istedet møder kl. 11.

Da vi står op, får vi lukket min ridehest og shetlænder på den ene fold, og får herefter bugseret hoppe og føl ud på deres fold. Madame virker tilpas og føllet skulle bare holde sig tæt på! Hun viste det hegnet og alt virkede faktisk godt.
De gik ude et par timer til jeg skulle møde. Men her var min mavefornemmelse allerede begyndt at være forkert.

LÆS FØRSTE AFSNIT AF KATHRINES HISTORIE HER