BLOG: Varieret træning skaber tillid

 01.05.2018 09:16 | By Malou Cordt

Malou og Elwis.

Køretræning, longearbejde og miljøtræning. Jeg bruger flere forskellige træningsmetoder til mine heste, fordi det giver sunde og glade heste. Læs mere om hvordan jeg træner mine travponyer og travheste her. Malou Cordt er fast juniorblogger for Everhorse.

For øjeblikket træner jeg en mørkebrun/sort gotlandsruss vallak som hedder Elwis. Elwis bliver brugt til ponytrav, og han er ejet af en anden ponytravkusk, som hedder Adam Køhler. Elwis er 10 år og er 125 cm høj. Han er en meget opmærksom og kærlig pony. Han blev købt omkring starten af februar, hvor han ellers har stået stille ved den tidligere ejer.

Han har nu trænet ved mig i omkring 3 måneder og har allerede startet 3 gange. Desværre har han stået med alt for meget tillæg i ponyløbene på Fyens Væddeløbsbane, på grund af hans tidligere hurtige tider fra dengang han gik ponytravløb i Sverige.

Tillæg er, hvor mange meter, ponyen skal starte efter nr.1 i løbet. Jo mere tillæg, des længere skal ponyen løbe. Rekorden betyder, hvor hurtigt ponyen kan løbe 1 kilometer, altså en omgang på travbanen. Elwis svenske rekord er 2.17. I træning hos mig har han indtil videre gået fornuftige 2.22. Så mon ikke han kan komme ned og løbe det samme som sin rekord meget snart?

Malou cordt og Elwis ponytrav.jpg
Malou og Elwis i ponytravløb på Fyens Væddeløbsbane. 

 

Lige da han var ankommet, skulle han vænne sig til de nye omgivelser, og så kunne vi begynde genoptræningen. Han startede stille ud, med nogle skridtture for vogn på opvarmningsbanen, som er ca. 800 meter hele vejen rundt.

Efterfølgende,begyndte vi så at trave 3-4 omgange helt stille og roligt. Derefter blev det sat gradvist op, til 4-5 omgange på opvarmningsbanen.

Nu bliver han trænet 4-5 gange om ugen. Mandage og onsdage bliver han longeret i round pennen. Tirsdag og torsdag eftermiddag går han enten hurtig-arbejde, eller langsomt til træning sammen med andre ponytravere. Fredag holder han som regel fri, og lørdag går han langsomt. De fleste søndage holder han fri.

Nogle gange, hvis vejret tillader det, går vi en tur i skoven. Det er super hyggeligt og ponyerne nyder det.

Daylight er snart klar til de store travløb
Som skrevet tidligere, så gjorde min egen travhest Daylight sin første “start” nogensinde. Hun var nemlig ude i et fremvisningsløb på Fyens Væddeløbsbane. Fremvisningsløb er, hvor hesten er ude i et løb, sammen med andre nye heste, som ikke har været i prøveløb endnu. De skal løbe en bestemt tid, så dommeren kan se om de snart er startklare.

Daylight gik simpelthen så fint! Kusken,Travtræner John Køhler, fik kørt hende til UG, og han var meget tilfreds med hende! Dejligt at få ros fra John.

Jeg håber snart, at hun kan komme i et prøveløb, så hun rigtigt kan komme ud og løbe om kap med de andre!

Et prøveløb er, hvor hesten eller kusken er ude og køre i et løb, hvor dommeren kan bedømme om hesten eller kusken er klar til at komme ud og køre i de rigtige løb. Udover det, skal hesten, alt efter hvor gammel den er løbe i en bestemt tid.

Daylight travhest.jpg
Daylight og travtræner John Køhler. Foto: Gormfoto.dk 

 

Miljøtræning med min travhest
Daylight har også trænet super fint det sidste stykke tid, og hun virker meget tilpas i træningen. Sidste lørdag fik hun lige lov til at strække benene i løbsretning, og hun var så sød at køre. Hun lyttede godt til mine signaler og travede friskt fremad.

Jeg kan mærke på hende, at hun er blevet mere rolig og medgørlig på staldgangen og ellers bare generelt.Tror måske at det er fordi, at hun stoler mere og mere på mig.  

Hun er en lidt utålmodig dame, så tit når vi står på staldgangen, begynder hun at bide i kæderne, eller gå frem og tilbage og ikke vil stå stille.
Hun gør det dog stadigvæk, men ikke helt så meget som før, så det er super dejligt!

Her den anden dag gik Daylight og jeg for første gang en tur i skoven sammen med en anden travpony og min veninde Jasmin. Daylight var super cool og tog det hele i stiv arm!

Malou og Daylight blog.jpg
Malou og Daylight. Foto: Privat

 

Hun var helt ligeglad med, at der kom en børnefamilie med barnevogn gående, at hun mødte andre heste og cyklister. Jeg synes, at miljøtræning er en god måde, at få hesten til at få mere selvtillid, så den ikke er bange, men i stedet nysgerrig.

På den måde kan man sige, at f.eks når vi skal et nyt sted hen til løb, så er hun mere rolig og ikke bange for alle omgivelserne, men stoler på sig selv og på mig. Det er en god måde for hesten at skabe tillid til ejer/part.

Nu skal vi bare have gået nogle flere ture i skoven, så vi til sommer kan træne derovre.

Jeg glæder mig utrolig meget til at se, hvad fremtiden bringer for både Elwis og Daylight.

Læs Malous første blogindlæg for Everhorse her.

Dette blogindlæg er skrevet af juniorblogger Malou Cordt, og det udtrykker bloggerens egne holdninger.

Vil du også blogge for everhorse.dk, kan du skrive til redaktion@everhorse.dk