Tobias Jørgensen i top 15 ved EM i military

 25.09.2016 06:48 | By Ditte

EM i military for juniorer og ungryttere i Italien sluttede med en 15. plads til ungrytter Tobias Jørgensen.

Efter søndagens ridebanespringning ved EM i military for junior- og ungrytterne i Montelibretti i Italien rykkede Tobias Jørgensen op på en 15. plads i ungrytternes mesterskab. Hos juniorerne blev det til en 54. plads Anna Bjørn og en 64. plads til Matilde Skrædderdal Andersen.

Flot dansk afslutning på EM
Efter dressuren lå Tobias og Prior’s Cabbo nr. 45, og efter terrænet avancerede de til en 22. plads. Men efter en flot runde på springbanen søndag, hvor det kun blev til et enkelt nedslag, lykkedes det Tobias at avancere yderligere, og med et slutresultat på 66,30 strafpoint blev det til en flot 15. plads. Guldet gik til franske Marie Charlotte Fuss på Sillas De Le Nee med 51,80 strafpoint, mens tyske Hella Meise på First Flight’s Beauty fik sølv med 53,70 strafpoint. Bronzen gik til franske Alexis Goury på Trompe L’oeil D’emery med 53,90 strafpoint.

Anna og CTS Twin Peaks havde en rigtig fin tur på springbanen, hvor det kun blev til et enkelt nedslag. Hermed sluttede DRF-mester-ekvipagen med samlet 92,30 strafpoint på en 54. plads. Helt så fint gik det desværre ikke for Mathilde og Skrædderdals Annabell, der inkasserede 29 fejl på springbanen og dermed sluttede som nr. 64.  Tyske Anais Neumann på Pumuckel E blev europamester med 38,50 strafpoint, mens sølvet gik til Victor Levecque på Phunambule Des Auges med 40,80 strafpoint, og svenske Sofia Sjoborg på DHI Mighty Dwight fik bronze med 41,30 strafpoint.

 

Kilde: rideforbund.dk