Stutteri Ask udvider

 15.11.2017 05:38 | By Brian nielsen23

Det går så godt med forretningen på det Lego-ejede Stutteri Ask, at stedet skal udvides med en ny, stor præsentationshal.

Af Louise Hededam

Planerne om ny ridehal på hele 4200 kvadratmeter skal sikre ordentlig plads til publikum, når der er hingstefremvisning og åbent hus hvert forår.  

"Vi får flere og flere kunder, fordi vores hingste bliver bedre og bedre, så vi døjer med at kunne få plads til publikum," fortæller Niels Skifter, direktør ved Schelenborg Gods, der driver Stutteri Ask til Fredericia Dagblad.

"Det er efterhånden blevet så presset, at folk klager over, at de ikke kan se hestene ved præsentationen eller ikke kan høre, hvad der bliver sagt om dem."

 Den nye hal skal være på tre etager og bliver bygget ind i terrænet. Der kommer til at være tribuner på to af siderne, toiletter, baderum, rytterstue og VIP lounge i den nye hal, som efter planen skal stå færdig senest til hingstefremvisningen i 2019. 

Stutteri Ask har fået byggetilladelse, og projektet er i øjeblikket i offentlig høring.
 
Med de nye større og flottere faciliteter regner Stutteri Ask med at udvide deres aktiviteter en smule.

"Ud over hingstefremvisningen med åbent hus i foråret og Ask Open i august vil vi nok holde er stævne eller to mere om året," fortæller Niels Skifter.