news_image
Fra Everhorse Magazine, december 2017.

Mudder igen - få tips til hovpleje

 11.01.2018

Vi er midt i sæsonen for hovproblemer, og med regn gennem sommer, efterår og nu også vinter er mange folde mere våde end sædvanligt på denne årstid. Hestene står i hvert fald i mudder mange steder, og det er desværre gode betingelser for de svampe og bakterier, som ødelægger hoven. 

Af Anja du Toit

Fugtigt miljø medfører ikke i sig selv, at hesten får sur stråle, men hvis bakterier og svamp bliver fanget i hoven under hårdt presset mudder eller klatter, så er den gal. Så hvordan beskytter vi bedst hoven i det våde vejr? Der er mange produkter på markedet til at pleje hoven, men hverken smede eller dyrlæger synes enige om, hvad der er bedst. Inden vi prøver at smøre os ud af det, er der dog et par rutiner i hovplejen, som bør være første skridt på forebyggelsesvejen.

  • Beskær ofte: Sørg for at din hest bliver beskåret jævnligt, check at strålefuren (den der løber på hver side af strålen) er godt åben, så det er svært for noget at sætte sig fast.
  • Rens hoven dagligt: Måske en selvfølge, men skal understreges alligevel: Rens hovene hver dag, så du får åbnet ind til de bakterier og svampe, der trives i mørke, fugtige og iltfattige miljøer, som en tætpakket hov byder på. Bakterierne trives ikke i lys og luft!
  • Børst i stedet for at vaske: Hold din hovpleje så ’tør’ som muligt, der er rigeligt vand i hovens hverdag, så brug hellere børste til at få de sidste små-partikler ud af hovens kroge. Igen: gør du hoven våd, optimerer du bare vækstbetingelserne for samme bakterier og svampe.
  • Rens omkring den hvide linje, hvis din hest ikke har sko: Den hvide linie ligger ligger inde i hovvæggen, og det betyder, at det er den del af hoven, der har kontakt med underlaget, du skal rengøre. Dvs. der, hvor vi lægger skoen, når hesten går med sko.
  • Husk over stråle og baller: Mange glemmer at rense/børste området lige over strålen og ballerne. Ophobet skidt i det område er faktisk medvirkende til at udvikle sur stråle og muk.
  • Ingen vaskemidler: Husk hoven tåler ikke shampoo og sæbe, det fjerner det naturlige fedtlag, og det kan IKKE erstattes af hovplejemidler.
  • Tørt sted på fold: Sørg for at din hest har et tørt sted på folden – et læskur f.eks. så den kan komme fri af mudderet og hovene tørre lidt op.

 

Når skaden er sket

Får hesten alligevel sur stråle, er det første skridt en beskæring, som fjerner det inficerede væv. Er bakterierne krøbet ind i sprækker og revner, kan man behandle med en klorinopløsning (50:50 klorin og vand) eller brintoverilte. Vibeke Fuglbjerg fra Højelse Hesteklinik anbefaler jodsæbe, hvis det er nødvendigt at vaske hoven for at komme ind i alle sprækker ved meget flossede stråler, og hvis man har sandpakninger i den hvide linje, eller hvis man er bekymret for, at der er en hovbyld undervejs. Efterfølgende skal man rense op med tørt vat, inden der evt. behandles med et produkt mod sur stråle.

Man kan også bruge den ’lilla spray’ til sårbehandling, som også indeholder jod, som udtørrer og slår bakterier ihjel. ”Mange bruger brun sæbe og sæbespåner og sågar Biotex til at rengøre og forebygge, men det er har ingen gavnlig effekt; brun sæbe og Biotex gør tværtimod ondt værre, da begge er stærkt basiske og kan virke irriterende i kronranden. Det ødelægger godt nok det inficerede væv, men det ødelægger sandelig også det raske,” siger Vibeke.

Som tommelfingerregel skal hovplejeprodukter være så naturlige som muligt – mange produkter indeholder vaseline, som er et mineralsk olieprodukt, og selvom det kan forsegle, er det ikke god hovpleje på den lange bane, fordi det virker begge veje. Selvom det forsegler og lukker fugt ude, lukker det også fugt inde. Mange smede er derfor holdt op med at anbefale f.eks. tjære. Men uanset hvad man bruger af hoveplejemiddel, skal det begrænses. ”Man skal ikke smøre for meget på hovene vinter eller sommer, jeg vil sige én højst to gange om ugen, men én gang er for det mest rigeligt, hvis overhovedet nødvendigt,” siger Vibeke.

 

Nyt vidunderprodukt?

Dyrlægestuderende på Københavns Universitet, Stephanie Andreasen og Rebekka Fabrin Mikkelsen, er i deres afsluttende speciale ved at undersøge, hvordan et nyt produkt på markedet, ’Hoof’ fra Primecare, rent faktisk virker. Hoof indeholder syrlige mineraler, der forringer ’levevilkårene’ for de hovskadelige bakterier betydeligt. ”Resultaterne er ikke færdigbehandlet endnu,” fortæller Stephanie, ”men vi har behandlet flere heste, hvor ejerne har al hovpleje stående på hylden i sadelrummet og har givet op, og det vi ser med Hoof, virker utroligt fornuftigt. Det stopper overraskende hurtigt med at lugte og begynder at hele.”

Hoof er et pulver, man drysser hen over strålefuren, og hvor der er inficeret hov, og så skubber man det ned i strålefuren med en ispind og presser vat ovenpå.  Hesten skal så helst stå tørt, så man behandler typisk om aftenen, når hesten er kommet ind for natten. ”Produktet er ikke skadeligt, og det indeholder ikke antibiotika,” fortæller Stephanie.

Hvis den er rigtig gal, skal dyrlægen naturligvis ind over og behandle med antibiotika, og på Højelse Hesteklinik bruger de også salisalsyre, men ingen af delene kan fås i håndkøb.

Hvis en hest i stalden har større tilbøjelighed til sur stråle end resten af flokken under samme forhold, kan det enten være, at den ikke bliver beskåret så tit, det behøves, eller at hestens immunsystem er svagt. Det kan være mineralmangel, især kobber, men det bør diskuteres med dyrlægen. ”Man skal huske, at kobber og zink bliver optaget af samme molekyle, så det skal gives i vægtet forhold, ellers får hesten underskud af det ene mineral og kan ende med mineralmangel,” siger Vibeke.

Klokker på folden er selvfølgelig ikke ideelt, fordi skidt og fugt ophober sig under klokkerne, og jo mere man pakker hoven ind, jo mere holder man på fugten. Det er selvfølgelig ikke nemt at skippe dem, hvis hesten træder skoen af, men ’kan man’, er det bedst, at hesten går uden klokker på folden. Især muk kan blive et problem med permanente klokker.

Artiklen her er bragt i Everhorse Magazine nr. 12 2017, som du finder online her 




BLOG: Hesten lever sundt - gør du?

Blogger Signe Krusell lever af kaffe, cigaretter, pølsehorn og kage - mens hendes heste får alt, hvad de har brug for af foder, tilskud og fysiske behandlinger.
23.01.2018     Trivsel

Fantastisk farvel til fantastiske Taloubet Z i Leipzig

Den 18-årige superhingst, Taloubet Z, sluttede søndag sin karriere af med en sejr i World Cup-afdelingen i Leipzig, Tyskland.
21.01.2018     Springning

'Cirkusprinsesse': Mine heste skal være glade

Mød Charmaine Berdino, som har cirkus i blodet og heste på hjernen
21.01.2018     Arrangementer

Brug for hjælp?

Kontakt everhorse på info@everhorse.dk

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Udfyld formularen herunder og tryk pa "Tilmeld mig". Sa vil du fremover vaere opdateret med hvad der sker i hesteverden.