news_image

Dopingkontrollen næsten indstillet i DRF

 10.01.2018

Dopingkontrollen af heste i Dansk Ride Forbunds-regi er reduceret med mere end 80% over de seneste otte år.

Af Thomas Bisgaard

I efteråret 2017 har en række internationale dopingsager i ridesporten ramt nyhedsstrømmen over hele verden, hvor særligt dopingsagen omkring den tyske military-hest, Samourai du Thot, tiltrak sig særlig opmærksomhed. Især fordi dopingtilfældet kostede Tyskland deres holdsølvmedalje ved EM i Polen.

Det internationale rideforbund, FEI, har en rimelig fast dopingpolitik, og det indebærer, at der tages i omegnen af 2000 prøver årligt på heste til FEI-stævner over hele verden, heraf 57 prøver i Danmark i 2017.

Nationalt er billedet lidt anderledes. Siden 2009 er antallet af dopingprøver taget på heste i forbindelse med arrangementer under Dansk Ride Forbund (DRF) faldet med over 80%. I 2009 blev der taget 116 prøver ved 14 forskellige arrangementer. I 2017 er der taget 22 prøver ved 3 arrangementer. I 2016 var kontrollen helt nede på 18 prøver, men taget ved 4 forskellige arrangementer.

 ”Dopingkontrol er vigtig og nødvendig, fordi det handler om hestevelfærd og fairplay,” siger dyrlæge Mogens T. Christophersen fra Københavns Universitet, som både er bestyrelsesmedlem i Hestens Værn og certificeret til at tage dopingprøver for FEI.

For Mogens T. Christophersen er den opdragende og præventive del af dopingkontrollen helt afgørende:

”Vi (dyreværnsforeninger m.fl. - red) har i mange år anbefalet, at DRF etablerer en tydelig og transparent antidopingpolitik. Argumentet imod dette har altid været, at DRF ikke har penge nok, og at ledelse og repræsentantskabet prioriterer andre sager og aktiviteter højere,” siger Mogens T. Christophersen, som flere gange har foreslået DRF, at der opkræves et mindre gebyr pr. start eller pr. hest til en dopingkontrol-pulje. Sådan gør man i FEI, hvor der opkræves 12-15 Euro til EADCM (equine anti doping controlled medication) per deltagende hest ved et FEI stævne.

”Når dette system endnu ikke er etableret, kunne man tolke det sådan, at DRF signalerer, at vi ikke behøver dopingkontrol.”

Det kan der være forskellige årsager til. Ser man på de prøver, der tages ved trav og galop i Danmark, eller ved ridestævner under FEI i Danmark, så er der meget få, som doper deres hest. Det kunne være et argument for ikke at gennemføre en effektiv dopingkontrol. Et andet argument kunne være, at med minimal kontrol er sandsynligheden meget lille for, at man skal forholde sig til en positiv prøve og al den opmærksomhed og dårlige omtale, der medfølger. Det kan også bare være, at dopingkontrollen syltes, fordi der er så mange andre vigtige ting at bruge tid og penge på.

”Jeg synes, at ryttere, brugere og avlere skal møde en professionel og værdig kontrol og et system, som de er trygge ved. Vi skal have en kontrakt med hinanden om, at vi konkurrerer i et fairplay-miljø med god hestevelfærd. Når vi har været i gang i nogle år, kan vi begynde at analysere data, og på et oplyst grundlag bestemme, hvor effektiv vores nationale kontrol skal være. Indtil vi ved mere om frekvensen af positive tests, og hvilke stoffer og metoder der misbruges i Danmark, så anbefaler jeg: flest prøver efter et uforudsigeligt udvælgelsessystem (random testing), og en mindre del efter mistanke (targeted testing). Dette bør kombineres med en oplysningskampagne, hvor det meldes ud, hvor mange tests der gennemføres det kommende år på alle niveauer i DRF-regi,” siger Mogens T. Christophersen.

”Jeg håber, at vores vedvarende pres på DRF, snart vil give sig udslag i at få etableret økonomi til flere Dopingkontroller ved Nationale stævner," slutter Mogens T. Christophersen.

Det er Dansk Ride Forbunds bestyrelse, der prioriterer, hvordan ressourcerne fordeles i forbundet. Næstformand Anne Mette Binder henviser til administrationen, hvor Sportschef Jan Stampe oplyser, at man hos Dansk Ride Forbund forventer at øge antallet af kontroller i 2018.

Læs mere om antidoping under Dansk Ride Forbund. https://www.rideforbund.dk/da/Hestevelfaerd/Antidoping.aspx

og på http://hestens-vaern.dk/vaerd-vide/antidoping/

 

Antal dopingkontroller 2013-2017 sammenlignet med 2009:

2017           22 test på 3 lokationer

2016           18 test på 4 lokationer

2015           41 test på 8 lokationer

2014           31 test på 6 lokationer

2013           33 test på 6 lokationer

 

2009           116 test på 14 lokationer

 

 




BLOG: Hesten lever sundt - gør du?

Blogger Signe Krusell lever af kaffe, cigaretter, pølsehorn og kage - mens hendes heste får alt, hvad de har brug for af foder, tilskud og fysiske behandlinger.
23.01.2018     Trivsel

Kværke i Tappernøje kostede lille Constantin livet

En lille, privat stald i Tappernøje på Sydsjælland døjer fortsat med den smitsomme sygdom kværke. Ejer af stalden fortæller her, hvad de gør for at undgå yderligere smitte.
21.01.2018     Aktuelt

'Cirkusprinsesse': Mine heste skal være glade

Mød Charmaine Berdino, som har cirkus i blodet og heste på hjernen
21.01.2018     Arrangementer

Brug for hjælp?

Kontakt everhorse på info@everhorse.dk

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Udfyld formularen herunder og tryk pa "Tilmeld mig". Sa vil du fremover vaere opdateret med hvad der sker i hesteverden.